Romantisk komedie med stof til eftertanke

Visse filmgenrer bliver ofte udsat for voldsom kritik af både kritikere og biografgængere. Især den romantiske komedie bliver ofte lagt for had og gør sig næsten aldrig fortjent til hverken høje karakterer eller lovord. Det skyldes selvfølgelig, at genrens gængse opus følger en helt bestemt struktur, er forudsigeligt og giver os piger et forkvaklet billede af, hvad kærligheden bør være. Med andre ord er det næsten umuligt at puste nyt liv i denne grimme ælling af en filmkategori. “I Give It a Year” formår alligevel at gøre det.

Nat og Josh er netop blevet gift. De havde ikke været kærester længe, inden det virkede helt rigtigt at blive viet, og nu er de låst fast i et ægteskab, der virker forstilt og forhastet. De kender ikke rigtig hinanden, og det, som de kender, bryder de sig ikke synderligt om. Nat er seriøs og ordentlig. Et karrieremenneske. Josh er kikset og et rodehoved. En spasmager. Men selvom de begge ved, at noget er galt, bliver alting først vendt på hovedet, da Josh begynder at bruge sin tid sammen med ekskæresten Chloe, og da Nat samtidig bliver introduceret for Guy – hendes nye klient på arbejdet. Skal de blive i ægteskabet eller springe ud i nye forhold?

“I Give It a Year” koncentrerer sig ikke om den romantik, der eksisterer i starten af ethvert forhold. Det lader den sin genrers utallige metervarer om. Nej, “I Give It a Year” handler i stedet om, hvordan kærligheden fungerer, når man er blevet voksen og skal til at tage stilling til, hvordan kærligheden agerer i hverdagen. Den stiller skarpt på, hvordan forelsket naivitet bliver til voksen bevidsthed, når forskellige livsholdninger og meninger skal eksistere side om side igennem et helt liv. Ligesom de fleste lette komedier suger “I Give It a Year” sin tilskuer til sig med det samme, men i modsætning til de fleste af sine genresøstre giver den også stof til eftertanke.

I en scene i “I Give It a Year” skal vores fire hovedpersoner på en akavet dobbeltdate. De er alle forelskede, men i den “forkerte”. Diskret ændrer de hele tiden persona afhængigt af, hvem de ser på og er sammen med. Lidt ligesom mig, dig og alle andre mennesker, der ændrer sig i takt med omgivelserne. I “I Give It a Year” bliver vores hovedpersoner ofte til idioter i selskab med dem, som de burde elske allerhøjst, og til helgener i selskab med dem, der burde gøre dem neutrale. For her har vi to gode mennesker, der bare ikke passer sammen. Eller gør de? Er forskelle ikke en stor tiltrækningskraft? Gang på gang serverer filmmediet os for en enkel opskrift på kærligheden, der kun skal bruge to ingredienser: En mand og en kvinde. Men her er en film for og om voksne eksistenser, der selv har oplevet kærligheden og ved, at virkeligheden ikke er så enkel, som den er i Hollywoods vrangforestillinger. Hvor er det bare forfriskende.

Men er filmen sjov? Svaret er et rungende ”ja”! Under visningen af “I Give It a Year” følte jeg mig ofte som en grinende belastning for de andre anmeldere i salen, da jeg uden meget held forsøgte at undertrykke min latter, mens mine skuldre hoppede vildt. Der var tider, hvor jeg ærgrede mig over, at jeg ikke kunne sætte filmen på pause, så jeg og mine lattermuskler kunne komme til hægterne igen. Filmen fungerer også på både det humoristiske og seriøse plan, fordi skuespillerne er perfekt castede. Især Anna Faris er (som altid) komisk guld, men her viser hun samtidig, at hun også kan brillere i mere seriøse roller.