In Bruges
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 17. feb 2009 | Af: The Insider | Set på DVD
Det første, man tænker, når man ser enten den hæsblæsende trailer eller plakaten til “In Bruges”, er, at der blot er tale om endnu en moderne, britisk gangsterfilm uden ét originalt indslag, som dovent ridder på den bølge, Guy Ritchie igangsatte med “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” for 11 år siden. Karaktererne ser gravalvorlige ud og er bevæbnet til tænderne på dvd’ens omslag, og på selv samme etui er følgende PR-tekst trykt: ”Sjove episoder står i kø for at få dig til at knække sammen af grin. Ikke siden ‘Pulp Fiction’ har vi set et gangster-makkerpar, som kan fyre kvikke bemærkninger af hurtigere, end de kan sætte fingeren på aftrækkeren.” Måske er misinformation af denne art årsagen til, at “In Bruges” tjente stort set nul og niks i USA og ikke klarede sig meget bedre andetsteds.
McDonagh føler heldigvis ikke nogen trang til at kildre vores lattermuskler i tide og utide modsat mange af hans kollegaer, som propper deres film til bristepunktet med komikere og jokes, således at man hurtigt bliver udkørt. “In Bruges” er også forbavsende filosofisk og intelligent, men aldrig tilnærmelsesvis prætentiøs, hvilket udgør den bedste årsag til at sammenligne filmen med “Pulp Fiction”. De to lejemordere, Ken og Ray, filosoferer over alverdens ting (særligt dværge, fodbold, livet og døden) under deres gåture i den belgiske by Brugge – en nærmest eventyragtig stad spækket med middelalderlige bygninger, hvis majestætiske natur understreges af Eigil Brylds strålende fotografering og Carter Burwells stilfærdige og stemningsfulde musik.
Og Farrell, der vandt en Golden Globe for sin indsats, er endnu bedre. Der er en verden til forskel på Ray og de macho mandfolk, som irlænderen sædvanligvis portrætterer. Farrell fremhæver subtilt sårbarheden under Rays hårdhudede overflade, og skuespilleren håndterer Rays svingende temperament med forbilledlig professionalisme. Men filmen er ikke helt så ferm til at håndtere toneskift. “In Bruges” mister en sjælden gang pusten, når den bestræber sig for meget på enten at rokke i tårekanalerne eller smilebåndet. Den sidste, overgearede akt mønstrer nogle vanvittige twists, der får troværdigheden til at ryge fløjten. Men Ralph Fiennes, som også dukker op mod slutningen som lejemordernes hidsige chef, Harry, er så afsindig sjov, at man til slut ikke blot får en gevaldig lyst til at gense filmen, men også til at udforske Brugges flotte stræder på egen hånd.
Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Edge-enhancement dukker op en håndfuld gange, og visse skud måtte gerne have fremstået skarpere. Ellers er der kun positive ting at sige om udgivelsens transfer. “In Bruges” foregår hovedsageligt om aftenen, så det er dejligt, at kontrastgengivelsen er superb, og der optræder ikke udtværing under selv de dunkleste scener. Billedet er sædvanligvis knivskarpt. Farverne er kølige, men det er tydeligvis også et tilsigtet, stilistisk valg, og farverne er altid troværdige og lækre, og hverken støj eller snavs dukker op.
Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er udmærket, men også skuffende. Lyden er ganske klar (ikke én replik er utydelig), støj optræder aldrig, og LFE-kanalen udnyttes sparsomt, men effektivt. Men baghøjtalerne benyttes overraskende sjældent. “In Bruges” er ganske vist ikke just en actionspækket film, men Brugge er et stemningsfuldt sted, som af og til virker forbavsende livløst selv under scener, hvor mange personer optræder, fordi lyden er så frontcentreret.
Ca. 18 minutters slettede scener medfølger. Flere af dem er egentlig ganske udmærkede. Der er bl.a. et par ekstra, muntre replikudvekslinger mellem Farrell og Gleeson, men man savner dog hverken disse eller de andre skrottede scener. 6 minutters fraklip er også inkluderet, og de er muntre, men langtfra uforglemmelige. Sjovere er en to minutter lang montage, der sammenføjer alle filmens skældsord. Derudover er der tre meget korte, men trods alt spændende dokumentarer, som tilsammen varer blot 27 minutter. De gennemgår filmens tilblivelse og indeholder interviews med bl.a. skuespillerne og McDonagh, men pudsigt nok fokuserer de mere på Brugge og byens historie.
Kun få komediedramaer har forenet de to genrers ideologier i én udsøgt pærevælling bedre end “In Bruges”. Filmen, der er Oscar-nomineret for bedste originale manuskript, er en mindre triumf, som kun skyder forbi målet, når den enten forsøger at være for komisk eller for dramatisk. Filmen ser godt ud på dvd, men skivens lydspor skuffer desværre en smule. Ekstramaterialet er heller ikke ligefrem værd at råbe hurra for, men det er filmen til gengæld, som du i hvert fald bør overveje at leje, uanset hvilke fordomme du end måtte have.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet