In Bruges

InstruktionMartin McDonagh

MedvirkendeColin Farrell, Brendan Gleeson, Ralph Fiennes, Clémence Poésy, Thekla Reuten, Jordan Prentice, Elizabeth Berrington, Jérémie Renier, Zeljko Ivanek

Længde107 min

GenreKomedie, Drama

IMDbVis på IMDb

I biografen05/09/2008

Anmeldelse

In Bruges

4 6
Legesyge lejemordere

Det første, man tænker, når man ser enten den hæsblæsende trailer eller plakaten til “In Bruges”, er, at der blot er tale om endnu en moderne, britisk gangsterfilm uden ét originalt indslag, som dovent ridder på den bølge, Guy Ritchie igangsatte med “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” for 11 år siden. Karaktererne ser gravalvorlige ud og er bevæbnet til tænderne på dvd’ens omslag, og på selv samme etui er følgende PR-tekst trykt: ”Sjove episoder står i kø for at få dig til at knække sammen af grin. Ikke siden ‘Pulp Fiction’ har vi set et gangster-makkerpar, som kan fyre kvikke bemærkninger af hurtigere, end de kan sætte fingeren på aftrækkeren.” Måske er misinformation af denne art årsagen til, at “In Bruges” tjente stort set nul og niks i USA og ikke klarede sig meget bedre andetsteds.

Dermed ikke sagt, at “In Bruges” ikke er morsom, for det er Oscar-belønnede Martin McDonaghs første spillefilm absolut. Der er vittige episoder i hobetal, som svælger i udsøgte replikker. Men filmens mangelfulde PR-kampagne forbereder slet ikke én på alle de glædelige overraskelser, der er i vente. “In Bruges” omhandler fejlbarlige, sympatiske mennesker af kød og blod, som man kan sympatisere med og relatere sig til – ikke rapkæftede, irriterende lakajer, stereotype mafiosoer eller endimensionale duller. Og man “knækker” ikke sammen af grin, alene fordi “kvikke” bemærkninger hyppigt fyres af. Skuespillerne og McDonaghs forrygende dialoger er så charmerende, at man føler sig i uovertruffet selskab med det såkaldte “gangster-makkerpar”, der består af den aldrende Ken og den unge Ray, som portrætteres af henholdsvis Brendan Gleeson og Colin Farrell.

McDonagh føler heldigvis ikke nogen trang til at kildre vores lattermuskler i tide og utide modsat mange af hans kollegaer, som propper deres film til bristepunktet med komikere og jokes, således at man hurtigt bliver udkørt. “In Bruges” er også forbavsende filosofisk og intelligent, men aldrig tilnærmelsesvis prætentiøs, hvilket udgør den bedste årsag til at sammenligne filmen med “Pulp Fiction”. De to lejemordere, Ken og Ray, filosoferer over alverdens ting (særligt dværge, fodbold, livet og døden) under deres gåture i den belgiske by Brugge – en nærmest eventyragtig stad spækket med middelalderlige bygninger, hvis majestætiske natur understreges af Eigil Brylds strålende fotografering og Carter Burwells stilfærdige og stemningsfulde musik.

“In Bruges” er først og fremmest en historie om syndsforladelse – nærmere bestemt Rays slidsomme dyst med sin egen samvittighed i kølvandet på en henrettelse, der gik fuldstændig galt. Og Gleeson og Farrell fortjener en lige så stor andel af æren for filmens appel som McDonagh. Kontrasten mellem Gleesons fredsommelige mentor og Farrells lallede ungkarl slår gnister, der ofte tænder lunten til mægtige latterbrøl. Gleeson er i årevis blevet spist af med mindre roller i store film, men han får for alvor lov til at demonstrere sin kapacitet i “In Bruges”. Han er elskværdig som altid, men man kan immervæk mærke den undertrykte vrede bag Kens tilforladelige facade, som bryder frem, når hans farefulde job påkræver det.

Og Farrell, der vandt en Golden Globe for sin indsats, er endnu bedre. Der er en verden til forskel på Ray og de macho mandfolk, som irlænderen sædvanligvis portrætterer. Farrell fremhæver subtilt sårbarheden under Rays hårdhudede overflade, og skuespilleren håndterer Rays svingende temperament med forbilledlig professionalisme. Men filmen er ikke helt så ferm til at håndtere toneskift. “In Bruges” mister en sjælden gang pusten, når den bestræber sig for meget på enten at rokke i tårekanalerne eller smilebåndet. Den sidste, overgearede akt mønstrer nogle vanvittige twists, der får troværdigheden til at ryge fløjten. Men Ralph Fiennes, som også dukker op mod slutningen som lejemordernes hidsige chef, Harry, er så afsindig sjov, at man til slut ikke blot får en gevaldig lyst til at gense filmen, men også til at udforske Brugges flotte stræder på egen hånd.

Video

Præsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen-format. Edge-enhancement dukker op en håndfuld gange, og visse skud måtte gerne have fremstået skarpere. Ellers er der kun positive ting at sige om udgivelsens transfer. “In Bruges” foregår hovedsageligt om aftenen, så det er dejligt, at kontrastgengivelsen er superb, og der optræder ikke udtværing under selv de dunkleste scener. Billedet er sædvanligvis knivskarpt. Farverne er kølige, men det er tydeligvis også et tilsigtet, stilistisk valg, og farverne er altid troværdige og lækre, og hverken støj eller snavs dukker op.

Audio

Det engelske Dolby Digital 5.1-lydspor er udmærket, men også skuffende. Lyden er ganske klar (ikke én replik er utydelig), støj optræder aldrig, og LFE-kanalen udnyttes sparsomt, men effektivt. Men baghøjtalerne benyttes overraskende sjældent. “In Bruges” er ganske vist ikke just en actionspækket film, men Brugge er et stemningsfuldt sted, som af og til virker forbavsende livløst selv under scener, hvor mange personer optræder, fordi lyden er så frontcentreret.

Ekstramateriale

Ca. 18 minutters slettede scener medfølger. Flere af dem er egentlig ganske udmærkede. Der er bl.a. et par ekstra, muntre replikudvekslinger mellem Farrell og Gleeson, men man savner dog hverken disse eller de andre skrottede scener. 6 minutters fraklip er også inkluderet, og de er muntre, men langtfra uforglemmelige. Sjovere er en to minutter lang montage, der sammenføjer alle filmens skældsord. Derudover er der tre meget korte, men trods alt spændende dokumentarer, som tilsammen varer blot 27 minutter. De gennemgår filmens tilblivelse og indeholder interviews med bl.a. skuespillerne og McDonagh, men pudsigt nok fokuserer de mere på Brugge og byens historie.

Kun få komediedramaer har forenet de to genrers ideologier i én udsøgt pærevælling bedre end “In Bruges”. Filmen, der er Oscar-nomineret for bedste originale manuskript, er en mindre triumf, som kun skyder forbi målet, når den enten forsøger at være for komisk eller for dramatisk. Filmen ser godt ud på dvd, men skivens lydspor skuffer desværre en smule. Ekstramaterialet er heller ikke ligefrem værd at råbe hurra for, men det er filmen til gengæld, som du i hvert fald bør overveje at leje, uanset hvilke fordomme du end måtte have.

In Bruges

4 6
I Brügge med mord

Den britiske dramatiker Martin McDonagh, som allerede har en Oscar-vindende kortfilm bag sig, imponerer med en sprudlende fortalt historie om to irske lejemordere på sightseeing i den belgiske by Brügge. Selvom den lette tone kommer på tværs af historiens mere alvorlige fundament, er det svært ikke at lade sig rive med af den velspillede fortælling, hvor specielt dialogen skummer af liv.

Filmen åbner drømmende op med, at de to irske lejemordere Ray og Ken ankommer til den belgiske by Brügge, som ifølge Kens guidebog er den bedst bevarede middelalderby i Europa. Ja, så ved vi da det. Gaderne er dækket af brosten, og der synes at hvile en konstant tåge over kanalerne, som leder gennem byen. Ken og Ray er blevet forvist til disse magiske omgivelser for ikke at tiltrække alt for meget opmærksomhed, efter at en opgave tilbage i London er gået gruelig galt. Deres chef Harry har ikke indviet dem i præcis, hvad de skal foretage sig her. Så mens de venter på nyt fra Harry, kaster Ken sig som en belærende fader og i mangel af bedre at tage sig til over byens mange seværdigheder med en surmulende Ray i hælene, der som en uvorn søn langt hellere ville tilbage til Dublins fugtige byliv.

Mens Ken og Ray befinder sig i dette magiske tomrum, indrammet af deres manglende viden om deres egen skæbne, udnytter den debuterende spillefilminstruktør Martin McDonagh her til fulde sin fortid som dramatiker og lader samtalerne mellem de to knitre af charme og vid. En vidunderlig kreativitet og humor viser sig, mens fortællingen går i stå mellem middelalderkirker og brostensbelagte gyder. Filmens dramatiske konstruktion synes her mildest talt stærkt inspireret af Samuel Becketts skuespil “Mens vi venter på Godot”, men før fortidens synder indhenter dem, og Harry gør sin entre, bliver der dog både plads til, at Ray forelsker sig, talrige referencer til filmen “Rødt chok” og en racistisk dværg.

Fortællingen om lejemordere, hvor de indbyrdes taler om alt mellem himmel og jord, er efterhånden en anelse fortærsket siden “Pulp Fiction”, men med Colin Farrell og navnlig Brendan Gleason i de to centrale roller formår “In Bruges” alligevel at tilføre fortællingen både charme, varme og menneskelighed. Og da Ralph Fiennes omsider dukker op i rollen som Harry er det svært ikke at trække på smilebåndet, mens Fiennes giver den hele armen med cockney-accent og dertilhørende primitive manerer. Oven i det udmærker “In Bruges” sig ved sin anderledes tilgang til fortællingen. Den narrative fremdrift er, i modsætning til så mange andre inden for thrillerdramaet, drevet af filmens figurer og plot og ikke blot genrekonventioner og -forventninger.

Helt uproblematisk er filmens lette tone dog ikke. Den fornøjelige dialog og sagens alvorlige kerne står i stærk kontrast til hinanden, og når alt kommer til alt synes McDonagh ikke rigtig at kunne parre de to aspekter tilfredsstillende. Humoren bekræfter ganske vist den menneskelige side af fortællingen, men volden og navnlig et uhyggeligt mord gør det svært at sluge vulgariserende humor med grimme ord og morsomheder om fede amerikanere, og man fanges i stedet af en lettere irritation og en ordentlig klump i halsen.

Når humoren og virkelighedens grumme alvor ikke kommer på tværs af hinanden, er det en fornøjelse at se “In Bruges”, som ikke synes at følge mere traditionelle fortællekonventioner, men i stedet lader sig drive frem af dialogens organiske talestrøm og det imponerende spil af en solid rollebesætning, hvor specielt Gleeson, Fiennes og egentlig også Farrell glimrer. Og langt hen ad vejen betyder det, at vi bærer over med de inkommensurable størrelser. Dertil kommer, at filmens nærmest mytiske drømmebilleder af den gamle by Brügge vækker en lyst til at opleve byen på nært hold og samtidig kompenserer for det noget statiske kameraarbejde.

Trailers

Kort om filmen

Down and out i Belgien? Ikke helt. Ganske vist må lejemorderne Ray og Ken ligge lavt i Brügge, mens de venter på nye dessiner fra London, men selv når skyderne hviler, sker der ting og sager for de to mænd. En fager kvinde gør sin entré. Samt en dværg med flere dagsordener.