Invictus

InstruktionClint Eastwood

MedvirkendeMorgan Freeman, Matt Damon, Tony Kgoroge, Patrick Mofokeng, Matt Stern, Julian Lewis Jones, Adjoa Andoh, Marguerite Wheatley, Leleti Khumalo, Patrick Lyster, Penny Downie, Sibongile Nojila, Bonnie Henna, Shakes Myeko, Louis Minnaar

Længde134 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen25/02/2010

Anmeldelse

Invictus

5 6
Sandhed og latin

Nej, “Invictus” handler ikke om en latinsk superhelt – ordet betyder ubesejret på det oldgamle sprog, hvilket umiddelbart virker pudsigt, eftersom filmen omhandler et rugbyhold, der gentagne gange får smæk. Måske refererer titlen i stedet til Nelson Mandela, Sydafrikas tidligere præsident, som i 1990’erne forsonede sin nations stridende folkefærd efter ophævelsen af apartheid. Mandela blev ikke besejret af sine fangevogtere eller den nederdrægtige, hvide overklasse i de årtier, han var fængslet, eller i de år, han regerede, og ‘Afrikas Gandhi’ er det egentlige omdrejningspunkt i “Invictus” – den seneste perle på Clint Eastwoods glitrende CV.

Umiddelbart virker Nelson Mandela som et besynderligt emnevalg af den forhenværende Dirty Harry, hvis film ofte kredser om bidske enspændere, krig, korruption og mord. Men dette familievenlige portræt af en af verdenshistoriens største frihedskæmpere tackler fornemt flere af Eastwoods foretrukne temaer – lige fra alderdom og selvransagelse til kampen for fred og retfærdighed. Mandelas liv er dog så begivenhedsrigt, at det formentlig ville kræve ti film at skildre det ordentligt, men Eastwood og manuskriptforfatteren Anthony Peckham gør klogt i at fokusere på en brøkdel af mandens livshistorie – nemlig Mandelas forsøg på at omdanne Sydafrikas rugbyhold fra et afskyet symbol på apartheidstyret til et bindeled mellem fløjene i en splittet nation.

I 1990 blev Mandela løsladt efter et kvart århundrede bag tremmer, og da han blev valgt som præsident i 1994, stod han over for en kæmpe udfordring: Hvordan kunne han få landets sorte og hvide befolkninger til at begrave stridsøksen? Mandela så rugbylandsholdet som en vigtig del i landets helingsproces, idet truppen var forgudet af de hvide, men forhadt af de sorte. Hvis han kunne overtale de sorte til både at bevare og tiljuble landsholdet, og hvis han kunne styrke spillernes moral og få dem til at anerkende og respektere de sortes skikke, så kunne landsholdets kamp om VM-guld måske endelig give sydafrikanerne noget at være fælles om og styrke båndet mellem dem.

Bare rolig… Filmmagerne reducerer ikke Sydafrikas identitetskrise til udfaldet af ét sportsarrangement. Men ved kun at koncentrere sig om få individer og én markant episode i Sydafrikas historie giver Eastwood os en unik indsigt i den legendariske Mandelas tanker og regering. Peckhams manuskript truer indimellem med at simplificere konflikten i Sydafrika og at gøre Mandela til en utroværdig helgen, men Eastwood undviger elegant klicheerne og bevarer en sober tone med sin nænsomme instruktion. I hovedrollen formår Morgan Freeman at gengive Mandelas unikke aura, som Freeman selv har beskrevet som ”magisk og uforklarlig” – mens han immervæk lader os fornemme det almindelige menneske bag facaden og det umenneskelige pres på hans skuldre.

Matt Damon er i øvrigt fremragende i rollen som rugbyholdets kaptajn, François Pienaar. Det er de to mænds kamp for at anspore både deres undersåtter og hinanden til succes, som er historiens gribende drivfjeder. Sammen med sin fotograf, Tom Stern, og sine fremragende klippere, Joel Cox og Gary Roach, gør Eastwood rugbysekvenserne både overskuelige, intense og allerhelvedes spændende, også selvom der aldrig er tvivl om resultatet. Den nedtonede musik af Michael Stevens og Eastwoods søn, Kyle, supplerer billederne perfekt, og gudskelov dukker ikke én eneste vuvuzela op!

På trods af overvejende positive anmeldelser blev “Invictus” ignoreret af de fleste prisuddelere og biografgængere, men Eastwood fik i hvert fald mig til at skråle efter tv’et og til at tiljuble både rugbyspillerne og Mandela. I realiteten er “Invictus” navnet på et digt af William Ernest Henley, som trøstede Mandela i fængslet. Eastwoods film stiler ligeledes efter at inspirere, og på den konto er filmen en uforbeholden succes.
Video

Præsenteret i 1080p/VC-1 2.40:1. Med sine ofte dæmpede farver og til tider semislørede skud virker billedsiden lettere gammeldags, hvilket blot gør filmens tidsbillede mere overbevisende. Indimellem virker billedet lidt for uskarpt, men for det meste er detaljerigdommen overvældende. Man kan næsten tælle græsstråene på rugbystadionets grønsvær. Farverne gengives perfekt, og kontrasten er solid. Her er praktisk talt intet snavs, men jeg spottede dog lidt støj på Mandelas bogreol i en dunkel scene i kapitel 14. Men som regel er transferet både plet- og fejlfrit.

Audio

En stor del af filmen foregår i almindelige lokaler, hvor folk blot taler sammen, så man bliver selvsagt sjældent blæst væk af DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporet. Men samtlige replikker kommer krystalklart igennem, og de har en tilfredsstillende rumklang. Desuden leverer samtlige højtalere adskillige veltimede lydeffekter, som gør den auditive atmosfære troværdig, og under rugbysekvenserne vågner kanalnetværket for alvor op til dåd – publikum brøler og gjalder i alle kanaler, og subwooferen giver både musikken og lydeffekterne ekstra slagkraft.

Ekstramateriale

Dvd-udgivelsen af “Invictus” er næsten blottet for ekstramateriale, men der er til gengæld masser af godter på denne Blu-ray. Her er en trailer til filmen, et kig på Matt Damons rugbytræning (7 min.), en halvlang forsmag på en kommende dokumentar om Eastwoods karriere (23 min.) samt dokumentaren “Mandela Meets Morgan” (28 min.), som ikke blot byder på klip fra møderne mellem Mandela og Morgan Freeman, men også fra møderne mellem Damon og virkelighedens François Pienaar.

Bedst af alt er et suverænt videokommentarspor, som kører under filmen og byder på talløse interviews med filmmagerne, skuespillerne og adskillige historikere, der udtaler sig om filmens tilblivelse og den autentiske historie, der ligger til grund for “Invictus”. Hvis ens afspiller er tilkoblet internettet, kan man komme ind på en særlig hjemmeside, men den lader p.t. til at være indholdsløs. Desuden medfølger en digital kopi af filmen.

Lad os håbe, at 80-årige Clint Eastwood endnu ikke overvejer at gå på pension, for den aldrende instruktør bliver bare ved med at hive fremragende film ud af ærmet. “Invictus” er måske ikke helt på højde med “De nådesløse” eller “Letters from Iwo Jima”, men Eastwood har skruet en alt i alt fremragende film sammen om en af det 20. århundredes største personligheder, og Matt Damon og Morgan Freeman leverer i den grad varen foran kameraet. Udgivelsens transfer og lydspor imponerer, og her er en masse spændende, eksklusivt ekstramateriale. Et must for tilhængere af Eastwood, Mandela og naturligvis også rugby.

Invictus

3 6
De uovervindelige

Clint Eastwood runder snart de 80, men det synes ikke at være nogen hindring for, at han nærmest årligt sætter sig i instruktørstolen, hvilket ofte resulterer i ganske habile film såsom sidste års fine “Gran Torino”. I den aktuelle “Invictus” har Clinten fundet sammen med sin gamle samarbejdsparter – Morgan Freeman – i en historie om Nelson Mandela og kampen for et forenet Sydafrika.

Som ganske ny i præsidentembedet ser Nelson Mandela en mulighed for at samle den dybt splittede sydafrikanske nation under VM i rugby i 1995. Men Sydafrikas rugbylandshold, The Springboks, er alene de hvides hold og for de sorte et skændigt symbol på apartheidtidens undertrykkelse. Mandela forkaster imidlertid al snak om at ændre på holdets udseende, og i stedet samarbejder han med holdets hvide anfører Francois Pienaar om at relancere The Springsboks som hele Sydafrikas hold. Både sorte og hvide ser skævt til denne politik, og forude venter hårde rugbykampe for det mildt sagt utrænede hold.

“Invictus” er i bund og grund dybt sympatisk. Historien om hvordan Mandela efter årtiers indespærring mødte apartheid og undertrykkelse med tilgivelse og forsoning er på alle måder vægtig og inspirerende. Desværre har Eastwood i sin iver for at få budskabet klart igennem skabt en film, der i al for høj grad fremstår som et moralsk lærerstykke. I flere scener får det nærmest karakter af belærende foredrag – som når Mandela flere gange bryder ud i enetaler, hvor det fyger med visdomsfloskler i stil med ”jeg har en større familie – 42 millioner sydafrikanere” eller ”tilgivelse frigør sjælen.” Den sproglige svulstighed får heller ikke for lidt, når Matt Damon som Pienaar i den afgørende peptalk til sine holdkammerater råber: ”Dette er vor skæbne.”

Billedesiden hjælper også godt til, når budskabet skal indprentes hos tilskueren. F.eks. æres rugbyspillerne med lange og højstemte slowmotionsekvenser, når de tændt af den nationale flamme endelig finder ud af at spille for hele Sydafrika. Et close-up af sorte og hvide hænder, der i fællesskab holder et trofæ, er heller ikke til at tage fejl af. Ingen symbolik er her for corny. Til tider virker det bombastiske udtryk faktisk, og man fanger sig selv i at blive revet med af den brusende nationalisme, som når hele Johannesburg-stadion messer den sydafrikanske nationalhymne. Men for det meste har det den modsatte effekt – man bliver distanceret, og kedsomheden indfinder sig. Og så virker det hele alt for simpel. Filmen giver nærmest indtryk af, at det alene var rugbykampe, der afgjorde Sydafrikas skæbne. Jeg tillader mig at tvivle.

Bedre lykkes det i en sidehistorie, hvor vi følger Mandelas sikkerhedsvagter. Her tvinges hvide og sorte modvilligt til at arbejde sammen, hvilket langsomt fører til gensidig respekt og anerkendelse. I en mere afdæmpet og troværdig form får vi her et indblik i, hvordan den egentlige kamp mod forstokket racisme sker i det små, dag for dag.

Det skal også nævnes, at Morgan Freeman spiller ganske overbevisende som Mandela. Ligheden er simpelthen slående, og rollen har da også kastet en Oscar-nominering af sig. Alligevel gør Freemans Mandela ikke et overvældende indtryk. Det hænger sammen med, at Mandela hele filmen igennem er reduceret til en godmodig vismand uden skyggen af fejlbarlighed. Rollen levner ikke plads til mere komplicerede karaktertræk, og det ender derfor med at blive en noget glat og småkedelig fremstilling af den berømte sydafrikanske leder.

“Invictus” er latin for uovervindelig, og med denne højstemte titel er tonen slået an til et svulstigt lærerstykke, hvor sport og nationalisme forenes med Mandelas klare visdom. Undervejs finder det sympatiske budskab et mere tåleligt leje, men for det meste er man tvunget til at sluge store brokker af kras symbolik og bombastisk retorik, og det bliver ærligt talt noget anstrengende i længden.

Kort om filmen

“Invictus” fortæller den inspirerende historie om, hvordan Nelson Mandela med én skelsættende begivenhed fik samlet en splittet nation.