Selv om den første udgave af “Iskoldt begær” i sin tid indspillede mere end 350 mio. dollars, er filmsuccesen for dens længe ventede efterfølger på ingen måde så sikker endda. Således rummer “Iskoldt begær 2” ikke nær de kvaliteter, der gjorde dens legendariske forgænger så attraktiv.

Måske skyldes filmens problemer de markante udskiftninger både foran og bagved kameraet. Således er både Michael Douglas og instruktør Paul Verhoeven blevet erstattet siden den første og forholdsvist kontroversielle “Iskoldt begær”. En mere direkte årsag skal nu nok findes i noget, der efterhånden ligner et amerikansk paradoks. En stor hurdle viser sig nemlig at være filmenes gennemgående plot, der i de to film til forveksling ligner hinanden, en slags gentagelsens typografi – never change a winning team.

Og det er da også efterfølgerens udtalte problem. Det drejer sig naturligvis igen om forfatterinden Catherine Tramell (Sharon Stone), der med sit sensuelle ydre holder visse anklagere fra døren, og indfanger andre i sit net, trods mistanker om mord, sex og jalousiopgør, alt imens hun skriver en bog om, ja, den mand, hvis liv hun terroriserer. Selve miljøet er ganske vist et lidt andet, London agerer baggrund, hvor det sidst var San Francisco, mens politimanden Nick i denne omgang er blevet skiftet ud med hotshot psykologen Michael Glass (David Morrissey). Men ellers er alt helt og aldeles ved det gamle. Glass bliver qua sin faglige stilling viklet ind i et spil, hvor mord, bedrag og kødelige lyster er de styrende faktorer. Lyder det bekendt?

Af samme grund kan det også diskuteres, hvordan man finder spændingen i at genfortælle en historie, der allerede er blevet serveret med “Iskold begær” for fjorten år siden. Det giver filmen en stor grad af forudsigelighed, og dermed er “Iskoldt begær 2” drønuinteressant for gamle fans. Alligevel vil førstegangspublikummet nok også få sig en slem skuffelse.

“Iskoldt begær 2” ligner med andre ord en udtalt skygge af fortiden. Det hele virker lidt for nemt og lidt for ligegyldigt. Sharon Stone har før rendt rundt og givet den som alvidende sexmonstrum med mere eller mindre potente håndhævere af loven i sin hule hånd. Og det bliver sgu ærligt talt lidt trættende i det lange løb.

Det synes også at have smittet af på skuespillerne, særligt de to duellanter spillet af netop frøken Stone og opkomlingen David Morrissey. De virker begge fraværende og uinspirerede fra start til slut. Skuespillet er alt andet end overbevisende, men hvordan pokker skulle det også kunne være det, når hovedrolleindehaveren allerede har beskæftiget sig med nøjagtig samme rolle fjorten år tidligere?

Video”Iskoldt begær 2″ fremstår i et 2.40:1 anamorphic widescreen format, og kvaliteten af billedet er rimelig fornuftig. Kontrasten er solid, og der er ingen bemærkelsesværdige eksempler på digital støj eller støv. Der er dog enkelte eksempler på edge enhancement men ikke noget, der rokker ved et samlet set godt indtryk.

AudioLyden i “Iskoldt begær 2” præsenteres i engelsk Dolby 2.0 og Dolby Digital 5.1. Generelt er lyden ganske velfungerende og dialogerne tydelige. Dog må det fremhæves, at der på 5.1 lydsporet, hvor alle kanaler ganske vist er i brug, godt kunne ønskes en mere gennemført udnyttelse af disse. Desuden er dette lydspor plaget af unødvendig støj.

EkstramaterialeEkstramaterialet byder på lidt af hvert. Dels er der trailers for de sideløbende og kommende SF Film udgivelser “Final Destination 3”, “Freedomland”, “Friends with Money” og “Take the Lead” samt naturligvis en ‘international trailer’ for “Iskoldt begær 2”.

Materialet rummer desuden slettede scener og alternative slutninger, samt et kommentarspor med instruktør Michael Caton-Jones. Endeligt afslører “Between the Sheets: a Look Inside Basic Instinct 2”, de tekniske detaljer omkring filmen med bidrag fra bl.a. skuespillerne, instruktøren og producenten. Alt i alt en udmærket kollektion.

En sportsvogn ræser ned af det indre Londons gader i høj fart. Den indeholder to passagerer. En mand der ligger næsten bevidstløst hen mens en kvinde, Catherine, kører bilen. Hun fugter en af hans fingre med munden og bruger den til at stimulerer sig selv med. Mens hun nærmer sig orgasmen kører bilen hurtigere og hurtigere indtil hun højlydt kommer, og vognen i selvsamme sekund ryger i floden.

Således åbner “Basic Instinct 2” med hvad der næsten må betegnes som en af de mere subtile scener. Filmen svælger fra starten af i hæmningsløs vulgaritet og smider hurtigt enhver tilbageholdenhed overbord.

Manden overlever ikke svømmeturen, men da politidetektiven Roy Washburn (David Thewlis) opdager at han kort inden havde indtaget et farligt stof, mistænker han Catherine for mord. Til at undersøge hendes sindstilstand udpeges psykiateren Michael Glass (David Morrissey). Han taler kort med hende og fastslår overfor retten at hun lider af risikoafhængighed, hvilket vil sige at hun er drevet til at søge større og større risici (den ligegyldighed hun udviser overfor den druknede mand synes ellers at skrige efter psykopatbetegnelsen).

På trods af at hun har kørt en bil ansvarsløst mens hun var påvirket af stoffer og indirekte forårsaget et dødsfald, lader retten hende gå. Kort efter opsøger hun dog Michael for at komme i terapi hos ham. Han indvilger modstræbende og inden længe bliver han langsomt besnæret af Catherine, mens flere dødsfald finder sted og hans liv langsomt begynder at falde fra hinanden.

Kort og godt: Den nymfomane og biseksuelle femme fatale Catherine fra “Basic Instinct” er tilbage, for endnu engang at sprede liderlighed og forvirring i rigelige doser. Knaldperlen spilles atter af Sharon Stone, der trods sine 48 år, må siges at have bevaret det fysiske ydre til opgaven. Den første film var en kæmpe succes, ikke mindst takket være den voldsomme medieomtale dens mere vovede scener fik. Den var imidlertid også stærkt underholdende, blandt andet pga. Michael Douglas og Sharons Stones præstationer.

Douglas – ikke Stone – var dog den egentlige hovedperson og det var i høj grad hans fortjeneste at den virkede. Det fremgår med al tydelighed her, hvor David Morrissey har overtaget rollen som den mandlige modpart og desværre ikke har nogen kemi med Stone overhovedet. Selv under diverse forførelsesscener ligner han mere en der er optaget af de seneste børsnoteringer. Sharon Stone er derimod helt ude af proportioner og tangerer næsten det selvparodiske. Hun ævler konstant løs med den samme selvsmagende stemme så det er ved at gå en på nerverne. På et tidspunkt er der en der forsøger at drukne hende for at få hende til at holde kæft. Han har min fulde sympati.