Jeg er stadig Alice

InstruktionRichard Glatzer, Wash Westmoreland

MedvirkendeJulianne Moore, Kristen Stewart, Kate Bosworth, Alec Baldwin, Hunter Parrish

Længde101 min

GenreDrama

IMDbVis på IMDb

I biografen05/03/2015

Anmeldelse

Jeg er stadig Alice

5 6
Husker du, så glemmer jeg

John Black, Washington Street 42, Hoboken. ”Husk det,” siger neurologen til Alice, der er begyndt at glemme. Hun glemmer, hvor hun er, når hun løber sig en tur. Hun glemmer, at hun har hilst på sønnens nye kæreste, Jenny, til middagen. Og hun glemmer, hvad hun vil sige, når hun underviser i lingvistik på universitetet. Hun frygter det værste, så hun har opsøgt en neurolog. Det er værre end det. Hun har Alzheimers, der langsomt vil få hende til at glemme alt, alle og sig selv. Jeg håber, jeg sent vil glemme Julianne Moores Oscar-præstation i “Jeg er stadig Alice”.

For det er den rødfregnede, skrøbelige powerkvindes film. Hun ér Alice. Både når hun farer vild på løbeturen, hvilket gør omverdenen klaustrofobisk udvisket, og når hun bryder sammen i favnen på Alec Baldwins roligt spillede ægtemand, der er læge. Det er de eneste virkemidler i “Jeg er stadig Alice”. Det blurry kamera, der tåger verden, når Alices hukommelse svigter, og så Julianne Moores balancerede spil imellem karrierekvinde, mor og ægtefælle, imens alting ramler og forsvinder væk. Ja, så er der også en del tarvelige violiner, som overstreger de mange dejligt sentimentale øjeblikke.

Det barske emne er dog ikke blot rørende, men ligefrem aktiverende. Tre ord skrives op på køkkentavlen. Æggeuret stilles. 10 min. Kan hun huske dem? Min hjerne legede med. Kan jeg huske ordene? Ikke nu. Hvad lavede jeg i går? Har jeg en aftale i morgen? Med hvem? Hmm. Er jeg ved at få Alzheimers? Næppe. Men tanken om at miste sin hukommelse, sine minder fik “Jeg er stadig Alice” ubehageligt tæt på. For har det nogen værdi at opleve, hvis man ikke kan huske oplevelsen til senere, at mindes den?

Indsatsen hæves kort efter, da diagnosen er klar: sygdommen er arvelig, de tre børn har 50/50 for at tabe i det lotteri. Hvis de overhovedet vil vide det? Kristen Stewarts rebelske lillesøsterrolle vil ikke have svar. Hun lever livet her og nu. Hun vil være skuespiller, satse det hele i modsætning til storebror og storesøster, der gør det rigtige, får sig en uddannelse. De to, mor og yngste datter, knytter et særligt bånd. Omkring uvisheden. For datteren er uvisheden om den usikre skuespillerfremtid ikke et problem. Heller ikke en potentiel fremtid med Alzheimers. Mor Alice har det anderledes svært med usikkerhed. Hvad skal der ske med familien og hende selv? Livets usikkerhed, der gælder alle – også dem uden Alzheimers, hvilket gør “Jeg er stadig Alice” til en filmoplevelse, der rækker almengyldigt ud. Hvad skal der ske, når jeg ikke er her mere mentalt eller fysisk?

Andre eksistentielle spørgsmål stilles løbende med moden fornemmelse for ikke at søge dramaet eller konfrontationen, men diskussionen. Hvornår er Alice så lidt Alice mere, at ægtemanden med god samvittighed kan leve sit liv videre uden hende? Kan man sørge over tabet af et menneske, der stadig lever? Spørgsmål, der nemt kunne få en familiekrig til at bryde ud i et manuskript. Men det er ikke en krigsfilm. Her er ingen våben, kun eftertanke.

Den eftertanke ville Alice have glemt nu. Jeg vil huske på den så lang tid, jeg kan. Eftertanken, minderne og Julianne Moore. Tilbage til begyndelsen: ”Kan du huske det?” siger neurologen til slut på sin første samtale med Alice. Det kan hun ikke. Kan du?

Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Alive Howland lever et ganske almindeligt liv. Hun er gift og har tre voksne børn med sin mand. Men da hun begynder at glemme ord, finder hun ud af at hun viser tidlige tegn på Alzheimers. Nu bliver Alice og hendes familie prøvet til det yderste.