En mand rejser ud på dybt hav

Nu ved jeg, hvordan det må føles at være indeni Thomas Blachman, når han en fredag aften i X Factor-studiet skal forklare Bettina på 16 år, at hun altså ikke kan synge. ”Hvorfor har hendes familie, venner eller kolleger ikke fortalt hende, at hun ikke har en tone i livet?” Sådan må han tænke, når Bettina synger sin pivfalske sang. Sådan tænkte jeg, da jeg så danske Ole Japps ildsjælsprojekt, “Jens Munk – NordvestXpeditionen”.

For lige meget hvor meget jeg beundrer Ole Japps beundring for 1600-tals-søhelten Jens Munk, så kan han altså ikke lave film. Og ingen har fortalt ham det. Familie, venner og kolleger har ellers haft rigeligt med tid. Syv år har projektet været undervejs, der begyndte med, at instruktør, producent, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver – alle sammen Ole Japp selv – fik fingrene i Jens Munks logbog fra en mislykket mission om at finde Nordvestpassagen fra Europa over det nordlige Amerika til Kina.

At Jens Munks mission på alle måder er en synkende skude står klart allerede med introteksterne, der er leveret med en font, som til sammenligning gør Word Art smart. Den levende og farverige skrifttype står i en mærkelig kontrast til den tunge undergangsfortælling, der følger. Der lægges op til en episk omgang på havet med hov- og overmod i rigelige mængder og tilsvarende få forsyninger. En dansk “Master and Commander”, men den får betonfødder på og synker til bunds af en replikbehandling så kultpinlig som i “De skrigende halse”, falske fortidsskæg, der rimer på “Gøngehøvdingen”, og en teknisk brug af green screen, der leder tankerne hen på de dårligste julekalenderafsnit af “Pyrus”.

Det er helt ubegribeligt, hvorfor Ole Japp med besætning har insisteret på at fortælle Jens Munks historie som film. De mestrer ingen af mediets teknikker eller virkemidler. De indendørs optagelser er for mørke – måske for at kamuflere en baggrund, der ikke rimer på 1600-tallet? Pludselig optages der fra frøperspektiv, dernæst ude af fokus for at slutte i et ekstremt nær-nærbillede, der rammer skuespillerne ind fra pande til hage, imens der udsiges en gammeldansk replik på enten limfjordnordjysk, syngende silkeborgensisk eller en tredje dialekt, selv om der sejles ud fra Kongens København. Alt virker tilfældigt – vi prøver os frem, det går nok.

Det går ikke. Hvilket ikke kun er et spørgsmål om et totalt fravær af forståelse for filmmediet. Hvordan en scene kontinuitetsklippes, så det forstås, at kameraets billeder hænger sammen. Det handler også om penge. Manglen på dem. Japp har ikke haft Hollywoods økonomiske muskler. Derfor har han bygget Jens Munks fregat hjemme i egen parcelhushave sammen med gode, billige/frivillig kræfter. De mægtige oversigtsbilleder af skibe på oprørt hav er løst med små modelskibe, hvilket er en god idé, hvis det da ikke var, fordi skibene sejler til venstre, bølgerne til højre, imens sejlene hænger slapt ned uden vind i. Og da ekspeditionen når det kolde nord, så trylles vinterbyger frem med et animeret snefilter, der ville have bragt skam over et elektronisk julekort til bedstemor.