Kriger
Udgivet 2. maj 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen






Jeg kan ikke helt gennemskue hvorfor, men tyskerne har altså en forbandet imponerende evne til at lave knugende, menneskelige dramaer. Ofte tager de udgangspunkt i socialrealismen, men endnu mere typisk tysk er det, at de næsten altid reflekterer en større konflikt – ofte anden verdenskrig. Tyskerne synes at have et helt særligt flair for at lave film, hvori bearbejdelsen af store traumer er et essentielt element – bare se på “De andres liv”, “Good Bye Lenin!” og også Tom Tykwers “Krigeren og kejserinden”.

“Kriger” handler om to forskellige piger – den ene er ved at blive skræmt væk fra nazi-miljøet, mens den anden langsomt tiltrækkes af det. Denne historie, der spejler sig i sig selv, fungerer overvældende godt, hvilket nok skyldes, at der bruges lang tid på at bygge miljøet og karaktererne op, før de to piger for alvor bruges til at illustrere modsatrettede bevægelser i fællesskabsdannelsen blandt socialt udstødte. Det er også det kloge valg, for lige så gode tyskerne er til denne type film, lige så ofte ender de ulyksaligt med at få hele projektet til at virke fortænkt.

Noget andet, “Kriger” i høj grad også fortjener ros for, er, hvordan den i lang tid insisterer på ikke at fortælle en stor og pompøs historie, men i stedet det hjerteskærende lille hverdagsdrama, som det tager sig ud for en afsporet og følelsesmæssigt fortabt pige. Det er især sådan, at “Kriger” undgår at fremstå fortænkt, og filmmagernes fokus på den personlige fortælling bærer frugt, når filmen så endeligt hen mod slutningen løfter fortællingen i det flot iscenesatte og næsten perfekte klimaks.







“Kriger” er en fremragende film – fuld af kærlighed til sine karakterer og et ønske om at forstå dem. Den handler både om at finde mening i et fællesskab, hvor man bliver anerkendt, og om at finde meningsløshed i et fællesskab, der blot er baseret på had. Alt dette er fremragende fortalt af instruktøren David Wnendt, der altid formår at bevare fokusset på karaktererne på trods af adskillige sideplots og et stort persongalleri. Den lille historie er det centrale igennem et langt stykke af filmen, og det hele bygger op til et klimaks, der meget let kunne have virket søgt, men som takket være Wnendts sikre instruktion fungerer mere eller mindre upåklageligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet