Krummerne – Alt på spil
Udgivet 1. okt 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Hvis tipstjenesten en dag finder på at udbyde spil på filmanmeldelser, er det idiotsikre bet så absolut de danske børnefilm. Under 1,5 stjerner til odds 2,58 er penge direkte i banken. De glade og farvestrålende plakater, ofte fra Regner Grasten, giver simpelthen anmeldere trækninger ved øjenkrogen, inden lyset i salen er slukket. Trods formaningerne storsælger hyggemaskinerne hver gang. Der er penge i den trygt gammeldags verden, hvor danske familiers største udfordringer er pinlige madpakker og grådige grossister, der fifler med ispindepriserne.
Eller det er måske en fejlslutning, for jeg må indrømme, at jeg ikke er helt opdateret på live-action-børnefilm. Jeg har styret pænt uden om de nedsablede “Far til fire” og “Min søsters børn”, men det er mit indtryk, at de ikke har rykket genren i nye retninger. “Krummerne – Alt på spil” bliver ikke bannerfører for en ny tids filmkunst for børn, men virker knapt så hysterisk farceagtig og anakronistisk som de andre. Hvis Krumme har nogle fjollede onkler med falsetstemme, gemmer de sig i hvert fald nede i ismejeriet.
Til gengæld står de centrale konflikter svagere, især når de skal bæres af børneskuespillere, der klarer det fint, men ikke så meget mere end det. Rivaliseringen med dumme Hans om at blive skolens bedste cykelrytter føles påklistret og som en undskyldning for en hektisk racerløbsfinale. Samtidig er alt gennemsyret af den sympatiske, men for spændingen katastrofale idé om, at ’det løser vi'. Ingen er jo rigtigt i fare i Velfærdsdanmark. Den fædrene gård og giftermålet med den pæne Yrsa kommer aldrig på spil, og så forfalder Krummerne til småsjove scener, der roligt bærer mod en forudsigelig slutning.
Ingen forventer at en reboot af en filmserie fra halvfemserne, baseret på en bog fra 60’erne, brager derudad med grænsebrydende dialog og tabubelagte emner. Krumme skal stadig kæmpe med familie og vennerne og en lille smule kærlighed. Far og mor er snotforvirrede, men smaddersøde. Der er endda også en ørehænger af en titelsang, der måske ikke bliver revet ned fra hylderne som Laus Høybyes kassettebånd under Krummemania, men i hvert fald rammer løjerne velproduceret ind. Det er letfordøjeligt og rart. Som en 2-kroners ispind indtaget på en cykel med støttehjul, mens walkmanden knirker løs. “… Det er ikke så svært…”.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet