Last Song, The
Udgivet 11. maj 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Man skal naturligvis forsøge at nærme sig en film uden forventninger, men efter sidste uges horrible Nicholas Sparks-filmatisering “Dear John” gik jeg til denne uges ditto med omtrent den samme begejstring som en laboratorierotte til et medicinforsøg.
Hun er i det hele taget ved at flyde over med indre teenagervrede og går langs stranden i uklædeligt sort tøj, da hun møder den labre strandløve Will. Han taber sin milkshake udover hendes depressionsklæder og ligger derved grobunden til en spirende romance. Kort efter finder Ronnie en udsat skildpadderede, og da hun ringer til den lokale dyrebeskyttelse, dukker den solbrændte Will minsandten atter op. Der er kort sagt gjort klar til den helt store postkortscene med parret, der ømt læner sig mod hinanden i solnedgangen, mens nuttede små skildpaddeunger udklækkes og forsigtigt kravler af sted over strandsandet.
Problemerne hober sig i det hele taget op i filmens anden halvdel, således at det næsten nærmer sig det farce-agtige. Stakkels Ronnie skal slås med de skilte forældre, et usikkert studievalg, Wills intrigante ekskæreste, en kriminel strandbums, beskydninger om tyveri og byens mistanke om, at det måske var hendes far, der i sin tid satte ild til den lokale kirke. Og det er endda kun begyndelsen på hendes kvaler. Som resultat bliver håndteringen ofte så henkastet, at filmen bliver mere sæbeopera end romantisk drama. Til gengæld afhjælpes historien gevaldig af Greg Kinnear, der som Ronnies far leverer en ganske formidabel præstation og håndterer det kulørte materiale med en nærmest heroisk soberhed, der er lige ved at gøre løjerne troværdige. Man ville gerne have set ham i en bedre film.
Med en titel som “The Last Song” går Hannah Montana-fans selvsagt ikke helt forgæves, og vi skånes ikke for lidt tvivlsom musik nær slutningen, men det er lykkeligvis hurtigt overstået. I bund og grund er filmen vel ikke frygtelig meget bedre end “Dear John”, men den er trods alt mindre udpenslende, en smule bedre spillet og en anelse mindre skamløs i sit forsøg på at få os til at græde. Og så er der trods alt også de nuttede små skildpadderunger til trøst.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet