Don Diego de la Vega, nok bedre kendt som folkehelten Zorro, er en snart 90 år gammel, fiktiv herre, hvis eskapader i tegneserier, tv-serier og film foregår helt tilbage i midten af det 19. århundrede. Helt ærligt, er det ikke snart på tide, at manden definitivt lægger kården på hylden, masken i skabet og fødderne på skamlen? Det mente hverken den new zealandske instruktør Martin Campbell eller en vis hr. Spielberg for syv år siden, da de genoplivede det maskerede, sværdfægtende og pisksvingende mandfolk i den stort anlagte blockbuster: “Zorro – Den maskerede hævner”. Det var en forbavsende underholdende, gennemført og velspillet actionfilm. En verdensomspændende indtjening på en kvart milliard dollars var nok til at give Campbell og co. grønt lys til denne fortsættelse: “Legenden om Zorro”.

Hele 10 år er gået, siden Don Alejandro de la Vera, Diegos protegé, overtog embedet som Californiens forklædte redningsmand i nød. Han er stadigvæk sammen med afdøde Diegos datter, Elena, og deres nye søn synes at nærme sig pubertetsalderen med hastige skridt. Som med så mange andre superhelte, overskygger den identitetsflygtige og heltemodige livsstil ofte den daglige trivsel og familielivet. Alejandro og Elena har ægteskabskvaler, og det kulminerer i en skilsmisse, som måske eller måske ikke skyldes udefrakommende kræfter. Udover familievirvaret må parret håndtere en gemt, voksende trussel, af en snedig vingodsejer, der sandsynligvis har andet end bare alkohol i kælderen.

Antonio Banderas og Catherine Zeta-Jones vender begge tilbage som henholdsvis Zorro og Elena, og begge er lige så dejligt veloplagte som i første omgang. Umiddelbart kan det virke som en lidt søgt idé at skille de to personer for øjensynligt at lade dem genfinde deres kærlighed på ny. Men det virker fortræffeligt og er bestemt at foretrække frem for en eventuel introduktion af en ny “Zorro-babe”. Sønnen Joaquin, spillet af den dengang 10-årige Adrian Alonso, er heller ikke så enerverende som frygtet. Faktisk er det en ganske charmerende lille unge, som også får lov til at udføre et par morsomme stunts, såsom i en enormt morsom “linealduel” mod sin strikse lærer.

Stunts er et af nøgleordene i “Legenden om Zorro”. Ligesom “Den maskerede hævner” er “Legenden om” fyldt med dem, og de er særdeles velkoreograferede og respektindgydende. En sværdduel på en bro i begyndelsen er et fantastisk syn, og det endelige togbaserede klimaks er også virkelig iøjnefaldende. Og så byder filmen på et ganske hæderligt forsøg på at overgå eksplosionen fra den første film. Skurkene i filmen er desværre nogle lidt kedelige arketyper, men både Nick Chinlund og Rufus Sewell fremtryller dog væmmelse og afsky nok til at gøre deres to skurkeroller meget utiltalende og indbydende til tæsk. “Legenden” er en af genrens efterhånden få nyere film, hvor man rent faktisk ønsker at se kanaljerne få smæk, i stedet for at være fuldstændig ligeglade med, om heltene eller skurkene får medvind.

Men der er slinger i valsen. Filmen er simpelthen for lang. 131 minutter resulterer i alt for mange ligegyldige sideplots og køren-i-ring. “Legenden” indeholder et par fine små twists, men for det meste er publikum på forkant med historien, og så hjælper det igen ikke, at filmen trækker lidt ud. Især et enkelt sideplot, der lægger fundamentet for hovedskurkens motivation, føles enormt påklistret og frygteligt unødvendigt. Forsøg på at kopiere magien og charmen fra den første film i stedet for at forsøge at finde sine egne ben mærkes tydeligt.