Et lidt for klodset eventyr

Så kom LEGO og Warner Bros. sgu også på banen med animationsfilm til biografen. Længe ventet har den været, denne LEGO-film, og oven på Pixars “Toy Story” og Disneys “Vilde Rolf” var det da også oplagt at skabe en børnefilm med levende LEGO. Spørgsmålet er det samme, som det var for de to andre levende legetøjsfilm: hvordan knækker man koden og sætter et sjovt og troværdigt univers sammen, der både kan bære en film og ligne, at det rent faktisk er ens legetøj, arkade-figurer eller – i dette tilfælde – legoklodser, der lever, taler og tænker?

Selve universet har “LEGO-filmen: Et klodset eventyr” klaret ganske fremragende. Alt i filmen er skabt af Lego-klodser, hvilket betyder, at alt kan bruges til at bygge nye ting med. Vores hovedperson Emmet er en regelret bygningsarbejder, der slavisk følger vejledninger, når der skal bygges, men uden for hans hjemby findes såkaldte mesterbyggere, der frit bruger fantasien til at sætte klodserne sammen på nye og kreative måder. De kan frit konstruere næsten hvad som helst, de har brug for, hvilket giver filmen rige muligheder for at overdænge os med vilde animationer.

Historien er for så vidt også god, da det viser sig, at firmaet Emmet arbejder for, måske ikke er så super duper, som filmens forfærdelige techno-titelsang ellers påstår. Og da Emmet en dag ved et tilfælde kommer i besiddelse af en mystisk genstand, bliver den ellers undseelige bygningsmand jaget af onde sikkerhedsstyrker og mystiske mesterbyggere. Alle vil have fat i det eneste, der kan stoppe den onde diktator fra en gang for alle at stoppe al kreativ leg og konstruktion. Det er et spændende udgangspunkt, og med LEGO-universets regler følte jeg, at alt kan ske! Desværre stopper byggelegen her.

For mens hele indpakningen er tip-top, så er humoren og karakterne intetsigende. Emmet er en flad og fatsvag figur, der aldrig formår at genere sympati. Da han bliver opsnappet af Graffititøsen, der er mesterbygger og prøver at sætte ham ind i situationens alvor, kan han ikke koncentrere sig om, hvad hun siger. Han har travlt med at savle over hende. Det er for det første ikke sjovt, men derudover var det bare en af mange scener, hvor jeg opbyggede en grænseløs irritation over dette uduelige kravl af en hovedkarakter. At Batman, Superman, Han Solo og andre kendte figurer i LEGO-format medvirker, gør desværre ikke personerne mere interessante.

Udover humoren svinger imellem det smilebåndsstimulerende til det platte, så er tempoet ude af balance. Der er knald på fra første øjeblik, men det hele er så overgearet, at jeg hurtigt begyndte at kede mig. Hvis ikke man bombarderes af, indrømmet, hæsblæsende action, så fyres der jokes af i et toneleje, der er til at blive hjernevasket af, og de utallige LEGO-puns og LEGO-cameos overbruges i en sådan grad, at det ganske hurtigt bliver trivielt og uinteressant. Det er ærgerligt, fordi LEGO-folkene tydeligvis har helt styr på at bygge et univers og en historie op – de mangler bare at kunne lave en sjov film ud af det.