Let’s Be Cops
Udgivet 1. okt 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Før VOD og streaming havde vi Blockbuster-kæden, der altid fristede med tilbud à la tre premierefilm og en stor cola. Det førte til, at butikkerne var fulde af kunder, der egentlig havde valgt og var nået til kassen, men nu storkede rundt for at finde en tilbudsaktiverende ekstr DVD, inden køen bag dem blev for stor. Sådanne paniksituationer var guf for direkte-til-dvd-film. Generiske, men nogenlunde underholdende action/gysere/actionkomedier, der blev væltet i kurven, hvis forsiden råbte højt. “Lets Be Cops” er sådan en film.
Det er en tosset præmis, der kun holdes i live, fordi Ryan kører spillet ud i det absurde. At han skulle være så utilfreds med tilværelsen, at han køber en politibil og kaster sig ind i kampen imod russiske gangstere, virker søgt. Jeg er ligesom hans ven Justin klar til at bede ham lade være. Men “Let’s Be Cops” ville stoppe, dét sekund han fik et skud selvindsigt. Indtil da får han lov til at lege verdensfjern klovn med det ekstra, usandsynlige touch, at politiet hyrer ham som agent.
Når det gennemgående komiske makkerpar så heller ikke brænder igennem, bliver det svært. Damon Wayans Jr. og Jake Johnson har ikke halvdelen af den karisma, som Jonah Hill og Channing Tatum løfter “Jump Street” med. For jeg tror, det er den succes, man forsøger at efterligne med to amatøriske buddies, der er ude af deres vante gænge. Den ene speedsnakkende dumstædig, den anden for langmodig til at sige fra. Men i stedet for en flabet Hill og en stenhugget Tatum, har “Let’s Be Cops” bare en irriterende Johnson og en Wayans, der trænger til et gedigent los i røven.
Så er der en film i biografen. En højtråbende plakat med blå blink og lovning om balstyrisk fjol. Det bagvedliggende produkt er gennemsnitligt, grinene på den lave frekvens og actionscenerne forglemmelige. Når “Let’s Be Cops” ligefrem vover at citere “Dødbringende våben”, skal der være mere underholdning end skudkampe i en kælder og hotboxing af en politibil. Det er ikke en film, der skader nogen, men hvem den glæder, har jeg svært ved at se. Medmindre biograferne giver en gratis cola til den tredje film på én aften.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet