Lad os lade være

Før VOD og streaming havde vi Blockbuster-kæden, der altid fristede med tilbud à la tre premierefilm og en stor cola. Det førte til, at butikkerne var fulde af kunder, der egentlig havde valgt og var nået til kassen, men nu storkede rundt for at finde en tilbudsaktiverende ekstr DVD, inden køen bag dem blev for stor. Sådanne paniksituationer var guf for direkte-til-dvd-film. Generiske, men nogenlunde underholdende action/gysere/actionkomedier, der blev væltet i kurven, hvis forsiden råbte højt. “Lets Be Cops” er sådan en film.

Den er ikke elendig. Den er bare heller ikke medrivende. På den mindste måde. To venner, Justin og Ryan, har ikke udrettet noget i deres snart 30-årige liv. Ved en fejltagelse ifører de sig politikostumer, og verden opfører sig pludselig anderledes. Pigerne er interesserede, og mænd viser respekt, hvilket leder dem til at fortsætte legen. Det bliver problematisk, da de snubler over et par rigtige og meget farlige kriminelle.

Det er en tosset præmis, der kun holdes i live, fordi Ryan kører spillet ud i det absurde. At han skulle være så utilfreds med tilværelsen, at han køber en politibil og kaster sig ind i kampen imod russiske gangstere, virker søgt. Jeg er ligesom hans ven Justin klar til at bede ham lade være. Men “Let’s Be Cops” ville stoppe, dét sekund han fik et skud selvindsigt. Indtil da får han lov til at lege verdensfjern klovn med det ekstra, usandsynlige touch, at politiet hyrer ham som agent.

Kan logikken ikke bære, må komikken tage over. Men da det er en amerikansk film om mænd, der er tæt på hinanden, så vittighederne går kun på homoforskrækkelse og skøre kvinder. Kønsdele til ansigt og slåskampe med en sur en, der hedder JaQuandae, og sådan. Og så nogle underlige bi-sekvenser – udklædningsfest med en drævende dominikansk gangster og overvågning fra en sexhungrende bohemes lejlighed. De farceagtige optrin falder aldrig i hak, men forbliver hver sin egen lille, usjove sketch.

Når det gennemgående komiske makkerpar så heller ikke brænder igennem, bliver det svært. Damon Wayans Jr. og Jake Johnson har ikke halvdelen af den karisma, som Jonah Hill og Channing Tatum løfter “Jump Street” med. For jeg tror, det er den succes, man forsøger at efterligne med to amatøriske buddies, der er ude af deres vante gænge. Den ene speedsnakkende dumstædig, den anden for langmodig til at sige fra. Men i stedet for en flabet Hill og en stenhugget Tatum, har “Let’s Be Cops” bare en irriterende Johnson og en Wayans, der trænger til et gedigent los i røven.