I wanna be like you

Man hører om kunst, der binder folk sammen. Om film eller musik, der er blevet samlingspunkt for hele generationer. Men at uskyldige tegnefilm skulle være udstyret med en næsten religiøst helende kraft og få stumme til at tale, det er alligevel nyt. Det er imidlertid baggrunden for “Life, Animated”, som handler om den autistiske Owen Suskind, der lærer at forstå verden og kommunikere med den gennem Disneys tegnefilm. Om verden så bliver meget klogere, det er det åbne spørgsmål. “Life, Animated” er i hvert fald kun et par dårlige musical-numre væk fra at være virkelig irriterende.

Titlen refererer til Owens særlige forhold til tegnede figurer, men alluderer også til, at han let bliver animeret over ting. Et faktum, som Roger Ross Williams tager meget på sig. Vi skal således ikke bare se en film, vi skal forstå. “Life Animated” triller konventionelt fremad i temmelig belærende dokumentarstil. Forskellige hoveder fortæller om autisme generelt, mens hjemmevideo og fotos underbygger skildringen af Owens særlige tilfælde. Den ret åbenlyse pointe, at ethvert liv er forskelligt og unikt, varieres uendeligt, men som underliggende præmis, er det hamret fast efter de 30 første minutter.

Her kunne kameraerne pakkes sammen og “Life animated” starte sin sejrsgang som følelsesladet tv-indslag. For der er ikke ret meget mere i historien. Men Williams forsøger ihærdigt at skabe en konflikt ud af Owens forestående flytning hjemmefra og bruddet med kæresten Emily. Den kan ikke nøjes med at være et velmenende, halvtørt portræt af en familie, der kæmper med autisme. Den skal også være en skarp udviklingshistorie. Herfra sætter den sig lunt i formlen: ‘Der er noget, Owen ikke kan – … – Nu kan Owen det godt’. Det bliver en smule for søgt, især når det klippes sammen med Disney i de mest overtydeligt symbolske øjeblikke. Find styrken i dig selv, Simba, undskyld, Owen.

Problemet er derfor ikke, at Williams fortæller os så meget, vi godt ved. Problemet er, at den tålmodige Suskind-families fortælling bliver omdannet til feel good på speed. Eller Mountain Dew og McFlurry. Owens rolle som outsider skal gøres mere følelsesladet og dramatisk. Det bliver startskuddet til nogle animerede scener om ‘Sidekicks’nes beskytter’, en lille dreng, der går rundt ude i skoven og beskytter Iago, Sebastian og de andre. Outsider hjælper outsider. For alle andre er de jo bare tilbehør. I løst skraveret streg til et enerverende soundtrack af klaverpop bekæmper drengen selvfølgelig en eller anden mørk skygge og vinder. Gudskelov for Disney. Og de penge, vi giver dem.

Man overser behændigt, at ‘outsideren’ netop er en mediegigants patenterede, forgyldte og forløjet amerikaniserede drøm om at klare sig på trods af handicap, sociale skel eller mobning. Aladdin er en større outsider end både Iago og Sebastian, det er det, hele den her film handler om! Alle historier er om underhunden, det er inciterende, men i bund og grund en fantasi. Man kan ikke tegne livet efter den, som “Life Animated” påstår, mens den sluger eventyret råt og smækker sit eget klavertema på. Åh ja, nu begynder the circle of et helt nyt liv, og så længe man bare har en kærlig bambimor…