Living Is Easy with Eyes Closed
Udgivet 8. sep 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Man reklamerer på danske tv-kanaler ofte med en god, varm film. Et lidt vagt begreb, som jeg har en mistanke om, at man sætter på for at sælge noget halvkedelig sødsuppe. Nogle uskadelige halvanden times hyggere fundet på lageret under ”life”, ”smile” eller ”friendship”. Mærkaten bliver sikkert også engang klistret på “Living Is Easy with Eyes Closed”, som absolut ikke skader nogen med sit roligt trillende plot.
Vi er i Francos halvfjerdsere, så sveden er også et resultat af desperation og angsten for diktatorens Guardia Civil, der er ligeså konstant tilstede som den brændende sol. Snærende love og katolsk moral blandes sammen til en ret trist tilværelse med få lyspunkter. Så da John Lennon tager til Almeria for at optage en film MÅ engelsklæreren Antonio tage af sted for at møde sit freds- og frihedselskende idol.
“Living Is Easy with Eyes Closed” hylder det at bryde, eller i hvert fald bøje, nogle regler og glemme konsekvenserne. Og det bliver samtidig den solide films mest markante problem: at handlingerne bliver konsekvensløse og mange plottråde uforløste. Antonio erklærer Belén sin kærlighed i en brandert, men bemærker ikke noget næste dag. Den frygtede civilgarde er egentlig mest nogle gamle mænd med virkeligt fjollede hatte. Juanjos mister sit elskede hår, men han er pludselig sært ligeglad. Når forandringerne kommer, står figurerne apatiske og uforandrede tilbage. Det virker som filmens entydige udsagn, at spanierne under Franco slog sig i tøjret, men sjældent rykkede sig en millimeter.
Man kan altid bruge lidt mere tid på John Lennon og The Beatles, og Javier Camara, som man kender fra mange af Almodóvars film, gør Antonio til en god og anderledes guide. Han er gennemsød og sympatisk, og det er heldigt, for de andre figurer ender for meget som ufærdigt fyld. Men skildringen af den bitre bagside af halvfjerdsernes grisefester giver en ganske original vinkel på The Fab Four. Og det er immervæk et gennemanalyseret emne. Det er svært ikke at holde af en film, hvis hele grundtone lægges an i spanske skoleelevers voldsomt charmerende gestaltning af “Hhhhrrrrelp”. Jeg får nok brug for dig, når jeg humper gennem livet. Men det bliver først mañana. I dag er det for varmt
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet