Hyggen i skyggen under Francos sol

Man reklamerer på danske tv-kanaler ofte med en god, varm film. Et lidt vagt begreb, som jeg har en mistanke om, at man sætter på for at sælge noget halvkedelig sødsuppe. Nogle uskadelige halvanden times hyggere fundet på lageret under ”life”, ”smile” eller ”friendship”. Mærkaten bliver sikkert også engang klistret på “Living Is Easy with Eyes Closed”, som absolut ikke skader nogen med sit roligt trillende plot.

For en gangs skyld er varme ikke kun en upræcis samlebetegnelse for filmens evner til at skildre følelser. Det sydlige Spanien vises frem som støvede, orangerøde bakker smurt ind i gyldent lys. Den lille, trinde folkeskolelærer Antonio drypsveder, mens han drøner rundt i sin minibil, der nærmest strammer mere om livet end hans fugtige skjorte. Temperaturen er hævet et par grader eller ti fra det danske regnvejrsdrama, og karaktererne pruster og puster, så man ikke er tvivl om, at heden er en markant faktor. Et trykkende livsvilkår, som man må indordne sig.

Vi er i Francos halvfjerdsere, så sveden er også et resultat af desperation og angsten for diktatorens Guardia Civil, der er ligeså konstant tilstede som den brændende sol. Snærende love og katolsk moral blandes sammen til en ret trist tilværelse med få lyspunkter. Så da John Lennon tager til Almeria for at optage en film MÅ engelsklæreren Antonio tage af sted for at møde sit freds- og frihedselskende idol.

På vejen opsamler han to blaffere med hver deres grunde til at stikke af. Belén, der er gravid og ugift, bor på et hjem for piger i ulykke, og Juanjo, hvis strenge far ikke vil lade ham beholde sit beatles-hår. I Almeria tjekker de ind på et hotel med planen om, at vejene skilles, når Antonio har snakket med John og tager hjem til Albacete. Men der er forviklinger og kærlighedseventyr i vente. Og så er det, at vi får de der varme udviklinger, usandsynlige venskaber opstår og man lærer om sig selv. Det er ikke revolutionerende.

“Living Is Easy with Eyes Closed” hylder det at bryde, eller i hvert fald bøje, nogle regler og glemme konsekvenserne. Og det bliver samtidig den solide films mest markante problem: at handlingerne bliver konsekvensløse og mange plottråde uforløste. Antonio erklærer Belén sin kærlighed i en brandert, men bemærker ikke noget næste dag. Den frygtede civilgarde er egentlig mest nogle gamle mænd med virkeligt fjollede hatte. Juanjos mister sit elskede hår, men han er pludselig sært ligeglad. Når forandringerne kommer, står figurerne apatiske og uforandrede tilbage. Det virker som filmens entydige udsagn, at spanierne under Franco slog sig i tøjret, men sjældent rykkede sig en millimeter.