En trafikulykke uden trafikulykken

Da jeg satte mig til rette for at se “Locke”, var jeg afslappet og ubekymret. Men da jeg halvanden time senere rejste mig igen, da befandt jeg mig i en helt anden tilstand. Jeg var anspændt og rystet, jeg var eftertænksom og alvorlig, jeg var lamslået og havde en klump i halsen. Ja, en tåre havde tilmed fundet vej ned af min kind. Det er det, gode film og gode historier kan. Det er det, “Locke” kan.

Filmsproget er barberet ned til det mest basale: en enkelt location, en enkelt hovedkarakter og et enkelt, sammenhængende tidsforløb. Det er one-location-genren, som vi kender den fra “Buried”, “Phone Booth” og lignende klaustrofobiske film. Men hvor disse placerer hovedpersonen i groteske og umulige situationer, omhandler “Locke” en hverdagskonflikt. Tom Hardy er Ivan Locke. En betonarbejder, der efter arbejde en skelsættende aften kører mod London i stedet for, som lovet, at tage hjem til sin kone og børn. Dette vel vidende, at han dermed risikerer sit job, sit hjem og sin familie. Alt er på spil for Ivan. Hver beslutning han træffer, er potentielt afgørende for resten af hans liv.

Men selve rejsen til London er også i sig selv en beslutning, Ivan har truffet. Ivan er en skarpt skåret karakter, der er drevet af en ubøjelig vilje til at være et godt og ordentligt menneske. Det karaktertræk er så stærkt og vækker så meget empati, at det bliver umuligt ikke at holde med Ivan, når han balancerer i et moralsk grænseland. For Ivan står (sidder) i en situation, hvor det at gøre det rigtige kræver at såre og svigte andre. Igennem telefonsamtaler med kollegaer, konen og børnene, chefen og et hospital i London udspiller der sig dermed alment universelle konflikter, vi alle kan forstå i modsætning snigskytten fra “Phone Booth”. Ivan er både offer og skurk.

At mene det er Tom Hardy, der bærer filmen, er nærmest en underdrivelse. Tom Hardy er Locke, en midaldrende mand, som fanget i en bil forlader hele det liv, han ellers troede, var bygget på et jordskælvsikkert fundament. Og Hardy leverer med sin roligt karismatiske stemme en præstation i verdensklasse. Hans stigende desperation, der langsomt overtager, er imponerende. I fiktive samtaler med sin fraværende far åbnes Ivan af en Tom Hardy, som giver et fascinerende indblik i psykologien bag Ivans etiske motivation.

Steven Knights vision om at begrænse filmen til én location er ikke gået ud over kreativiteten. Tværtimod. Der leges aktivt og konstruktivt med genspejlingen i bilruden, med det skiftende lys fra motorvejen og med slørede, udtværede billeder, der præcist spejler Ivans virkelighed. Jeg var nærmest i hypnose, da filmen var slut. En hypnose, hvor jeg var blevet trukket igennem en mands desperate kamp for at bevare sig selv igennem sit livs stormvejr. Den slags følelsesmæssige køreture udløser i min anmelderbog prædikatet mesterværk.