Månen over kirsebærtræerne
Udgivet 27. apr 2016 | Af: paideia | Set i biografen
Japanske film er en entydig størrelse, hvis man kun ser dem i danske biografer. Jo, Hayao Miyazaki får da premiere, men outrerede billedskabere som Hitoshi Matsumoto og Takashi Miike findes ikke i en dansk filmverden. Og navnet Kurosawa nævnes kun, hvis der er tale om Akiras humanisme snarere end Kiyoshis horror. Det kan der være mange årsager til, men summa summarum er, at stille, rørende og ikke mindst langsomme hverdagsdramaer fra Japan altid er dem, vi får. Nu igen.
Sentaros butik er strategisk placeret lige under en lille lund af storblomstrende kirsebærtræer, og lyset, der risler ned gennem blomsterne, spiller en strategisk rolle for billedsiden. Som så mange store japanske instruktører formår Kawase at fortælle meget igennem stemning. Fortællingen findes i høj grad i de overdådigt smukke billeder og de små, ofte ordløse interaktioner mellem figurerne, hvilket for mig i hvert fald siger mere end hundrede franske snakkefilm eller højspændte amerikanske dramaer, hvor folk skuespiller helt enormt meget. Dette er en film, man kan drømme sig væk til.
Hendes tidligere film har alle været mere kunstfærdige, men også mere interessante. Såsom “The Mourning Forest”, der naturligvis ikke fik dansk premiere. Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at man her – sandsynligvis for at undgå at skræmme det danske publikum – har ændret originaltitlen fra det simple “An”, der bare betyder rød bønnepasta, til en i grunden mere generisk titel.
Der er ikke noget at udsætte på opskriften. Ingredienserne er uden tvivl gode; hverken billedsiden eller skuespillet har jeg meget at udsætte på. Men blandingsforholdet er forkert. Det søde tager overhånd, imens der mangler noget bittert. Måske skulle den bare have bagt lidt længere. I sidste ende er det med “Månen over kirsebærtræerne”, som det er med dorayaki. Det er fint nok med en sukkersød sag en gang imellem, men for mange af dem er ikke sundt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet