Japansk godbid bliver for sød

Japanske film er en entydig størrelse, hvis man kun ser dem i danske biografer. Jo, Hayao Miyazaki får da premiere, men outrerede billedskabere som Hitoshi Matsumoto og Takashi Miike findes ikke i en dansk filmverden. Og navnet Kurosawa nævnes kun, hvis der er tale om Akiras humanisme snarere end Kiyoshis horror. Det kan der være mange årsager til, men summa summarum er, at stille, rørende og ikke mindst langsomme hverdagsdramaer fra Japan altid er dem, vi får. Nu igen.

Den seneste kamel fra Japan igennem dansk filmdistributions nåleøje er Naomi Kawases “Månen over kirsebærtræerne”. Titlen lover godt. Det lyder som første linje i et digt, der bliver reciteret til lyden af en biwas strengespil, mens man sipper til en kop matcha-te. Hovedpersonen er den fåmælte Sentaro, der arbejder i en dorayaki-butik – dorayaki er små tykke pandekager, som man lægger sød, rød bønnepasta imellem. Sentaro gennemgår i stemningsfulde og smukt lyssatte billeder sin daglige rutine med omhyggeligt at tilberede de søde sager. Ensom er han tydeligvis, men det virker selvvalgt. Så dukker den ivrigt snakkende gamle dame, Tokue, op og konstaterer tørt, at bønnepastaen i hans dorayaki simpelthen ikke er god nok. Hun har taget en smagsprøve af sin egen med, der selvfølgelig er så god, at den sikrer hende et job i butikken.

Sentaros butik er strategisk placeret lige under en lille lund af storblomstrende kirsebærtræer, og lyset, der risler ned gennem blomsterne, spiller en strategisk rolle for billedsiden. Som så mange store japanske instruktører formår Kawase at fortælle meget igennem stemning. Fortællingen findes i høj grad i de overdådigt smukke billeder og de små, ofte ordløse interaktioner mellem figurerne, hvilket for mig i hvert fald siger mere end hundrede franske snakkefilm eller højspændte amerikanske dramaer, hvor folk skuespiller helt enormt meget. Dette er en film, man kan drømme sig væk til.

Og her når vi så til problemet. Jeg kom for tæt på at drømme. Falde i søvn. Der mangler modstand. Kawase forsøger at tilføre lidt dybde og tragisk klangbund, da vi får Tokues baggrundshistorie, men det kommer for tæt på det sentimentale. Der er ikke noget i vejen med at lave behagelige film, som den hellige japanske treenighed af Yasujiro Ozu, Akira Kurosawa og Hirokazu Kore-eda (de tre store humanistiske filmskabere i Japan) gjorde det, men Kawase er (endnu) ikke er på deres niveau.

Hendes tidligere film har alle været mere kunstfærdige, men også mere interessante. Såsom “The Mourning Forest”, der naturligvis ikke fik dansk premiere. Det er i den forbindelse også værd at bemærke, at man her – sandsynligvis for at undgå at skræmme det danske publikum – har ændret originaltitlen fra det simple “An”, der bare betyder rød bønnepasta, til en i grunden mere generisk titel.