Magi i luften
Udgivet 22. jun 2011 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Hvad stiller en 27-årig anmelder op med en selvudråbt ungdomsfilm, der giver fuckfingeren til alle andre end målgruppens teenagere? Tager man de intellektuelle briller på og distancerer sig fra filmen? Eller forsøger man at genfinde sit 16-årige jeg og kaste sig hovedkulds ud i “årets vildeste bytur”, som taglinen til Simon Stahos ungdomsmusical “Magi i luften” lokker med? Jeg tog springet. Eller forsøgte i hvert fald.
Mens Lina febrilsk jagter Niklas Ravn med en demo-cd og våde teenagedrømme, halser Daniel kluntet efter. Storcharmøren Stefan deler gode råd ud til den kåde kammerat, men Stefan selv er i virkeligheden ikke meget for en tur i kanen med de mange villige piger, viser det sig. Han har nemlig tabt sit hjerte til Michael Laudrup, og efter at være blevet forvist fra omklædningsrummet til fodbold efter en afslørende episode kan han se frem til at skulle stå skoleret for mor og far, når natten ender.
Men efter den første nysgerrighed har lagt sig, og Staho hverken har flere visuelle gags at hive op af sin filmiske tryllekunsterhat eller intentioner om at neddrosle det hysteriske tempo, så man kan få pusten, siver magien langsomt, men sikkert ud af penis-ballonen (ja, sådan en er der faktisk i filmen). Og så får man øje på, hvor lille og ikke mindst rodet filmens fortælling rent faktisk er. Fire venner på vild bytur, lidt kærlighedsforviklinger og en smule identitetskrise. Og så en masse indlagte sang- og dansenumre – for at få tiden til at gå. Men vil ungdommen af i dag, som Simon Staho stejler så kontant over som filmens eneste publikum, virkelig føle sig italesat af Gnags’ “Vilde kaniner” og Grethe og Jørgen Ingmanns Grand Prix-slager “Dansevise” fra det herrens år 1963? Man har sin tvivl.
Staho bevæger sig konstant og stædigt i ekstremiteternes land. Og man ved aldrig helt, hvor man har den danske vildbasse, der oftest foretrækker nabolandet Sveriges produktionsforhold. Sidst vakte han røre med den Bergmansk knugende “Kærlighedens krigere” (2009), hvor to kvinder opslugt af kærlighed til hinanden drager på mordtogt i den sort-hvide, svenske ødemark. Den rå “Daisy Diamond” fra 2007 med filmhistoriens vel nok mest uudholdelige babygråd som katalysator banede vejen for Noomi Rapaces senere gennembrud som Lisbeth Salander, men cementerede også Stahos status som en kompromisløs instruktør, der altid går sine egne veje.
“Magi i luften” besidder på det visuelle plan samme kompromisløshed. Men som fortælling spiller den fallit. Tonen skifter skizofrent mellem det fjollede, pubertære, dødalvorlige, nostalgiske, sødmefulde, hysteriske og drengerøvsagtige. Men sådan er det måske at være 16 år? Jeg kan ikke helt huske det.
Se også: Filmz TV: “Magi i luften”-interview med Simon Staho og Emma Høeg.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet