Manchurian Candidate, The

InstruktionJonathan Demme

MedvirkendeDenzel Washington, Meryl Streep, Liev Schreiber, Kimberly Elise, Jon Voight, Vera Farmiga, Jeffrey Wright, Simon McBurney, Bruno Ganz, David Keeley, Ted Levine, Miguel Ferrer

Længde129 min

IMDbVis på IMDb

I biografen03/12/2004


Anmeldelse

Manchurian Candidate, The

5 6
“The Manchurian Candiate” anno 2004 indledes med billeder af en række amerikanske soldater, der spiller kort – hvilket er en indirekte reference til hvordan, den oprindelige “The Manchurian Candiate” fik den manchuriske kabale til at gå op. Den nye version begynder altså nærved, hvor den tidligere sluttede. I stedet for bare at give historien en ansigtsløftning, har man valgt at bygge videre på den, hvilket gør nyindspilningen interessant og berettiget.
Secure Tomorrow TodayKan man manipulere sig til politisk magt? Da “The Manchurian Candiate” udkom i bogform i 1959, og efterfølgende som film i 1962, og berettede at det så afgjort var en mulighed, var den forud for sin tid – hvilket gjorde den til en kraftfuld og chokerende fortælling. Den nyeste version af “The Manchurian Candiate” er derimod en film af vor tid, hvor politisk manipulation er blevet hverdag, og hvor det ikke længere er muligt at opnå den samme chokeffekt. Men på trods af det, viser den nye version, at amerikanerne stadig er akkurat lige så paranoide som under den kolde krig. Den første film var en advarsel, men i den nye version har fjenden så godt som allerede overtaget magten. Dog er det ikke længere de antikverede kommunister der hiver i trådene, men et af de store multinationale selskaber, som styrer den politiske verden og manipulerer med medierne og befolkningen.

Hvor den første film havde en politisk agenda, der kritiserede kommunismen og de amerikanske højreorienterede, som benyttede sig af kommunistisklignende metoder, er den nye egentlig mere anti-politisk end politisk. Den politiske scene bliver fremstillet som et mediecirkus, og alt fra de repeterende valgslogans til de gennemarbejdede sejrsfejringer, er filmet på en sådan måde, at det hele fremstår som et særdeles fordærvet og skræmmende miljø. Tak Fujimoto har skabt de foruroligende billeder, og hans skæve kameraindstillinger er med til at give filmen en rigtig vellykket stemning af snigløberi. Ligeledes er der arbejdet med en velkomponeret lydside, der har en næsten hypnotiserede effekt.

Når det seriøse møder det bizarre”The Manchurian Candiate” er naturligvis også en spændingsfilm, og en vellykket en af slagsen, som dog må siges at være uden de store overraskelser. Og så er den også lidt for lang. Et stykke efter midten er det som om, at karakterudviklingen går i stå, og manuskriptet kunne have brugt en opstramning undervejs. Slutningen er både stærk, skræmmende og en smule forvirrende. Det er for upræcist hvordan slutningen hænger sammen, så her må man selv samle puslespillet.

Filmen er intelligent instrueret af Jonathan Demme, og det er klart hans bedste film siden “Philadelphia”. Demme startede sin karriere hos b-filmens ukronede konge Roger Corman, og ånden fra lærermesteren er at finde i “The Manchurian Candiate”. Dette understreges af, at Roger Corman selv optræder i en rolle i filmen. Handlingen befinder sig nemlig på en hårfin grænse mellem det seriøse og bizarre – som det også var kendetegnende for “Ondskabens Øjne” og de fleste andre af Demmes film. På den ene side er selve filmens kritik af politik ekstravagant, og måden det multinationale firma udfører sin manipulation på kuriøs, men på den anden har filmen også rod i virkeligheden. Mange af filmens politiske personer og situationer virker skræmmende familiære, og udførelsen af manipulationen bygger på den nyeste forskning inden for neurologi. Enten er man med på, at det kan gå hen og blive lidt bizart, eller også er der en stor chance for, at man finder det hele kedeligt og for åndssvagt.

Som altid i Demmes film er skuespillet seværdigt. Denzel Washington tager til en forandring en pause fra de dominerende roller og spiller et plaget offer med evige mareridt. Det er en svær og afdæmpet rolle, og han gør det godt, men det er Meryl Streep der stjæler billedet. Hun spiller en hårdfør senator og er både herligt aggressiv og skræmmende. Også Liev Schreiber er velspillende, som Raymond Prentiss Shaw, der ikke kan få lov til at være sig selv og kun stiller op som vicepræsident-kandidat, fordi hans ambitiøse mor forlanger det. Hvilket han ubevist udtrykker i en samtale: ”I’m a Prentiss. I’m not a Shaw.”

“The Manchurian Candiate” er uden de store overraskelser, men er en intelligent og aktuel film med en velkomponeret billed- og lydside. Stemningsfuld og velspillet og intet mindre end Jonathan Demmes bedste film i over ti år.


Trailer

Der er endnu ingen trailers til denne film

Kort om filmen

Dette er et mareridt, et politisk mareridt. Major Ben Marco er helt overbevist om, at han har været med til at give den unge Raymond Shaw et skub op ad den politiske karrierestige, da han og hans krigskammerater alle roste Shaw for heltemod og derved sikrede ham en medalje. Major Ben Marco er derimod ikke nær så overbevist om, at det var sandheden. Netop som Shaw ser ud til at krone sin politiske karriere med kåringen til vicepræsidentkandidat, begynder Marcos tilbagevendende mareridt at antage en ny betydning. Der er en grund til, at han drømmer noget andet, end han husker. Deres skæbner er uløseligt bundet til hinanden, så Marco opsøger sin tidligere krigskammerat. Men selv om Shaw lytter sympatisk til hans mistanke, så vil han ikke hjælpe. Ben Marco bliver tvunget til at tage sagen i egen hånd. Men kan han være helt sikker på, at der ikke er andre, der styrer hans hånd?