Manchurian Candidate, The
Udgivet 4. dec 2004 | Af: Michael Andersen | Set i biografen
Hvor den første film havde en politisk agenda, der kritiserede kommunismen og de amerikanske højreorienterede, som benyttede sig af kommunistisklignende metoder, er den nye egentlig mere anti-politisk end politisk. Den politiske scene bliver fremstillet som et mediecirkus, og alt fra de repeterende valgslogans til de gennemarbejdede sejrsfejringer, er filmet på en sådan måde, at det hele fremstår som et særdeles fordærvet og skræmmende miljø. Tak Fujimoto har skabt de foruroligende billeder, og hans skæve kameraindstillinger er med til at give filmen en rigtig vellykket stemning af snigløberi. Ligeledes er der arbejdet med en velkomponeret lydside, der har en næsten hypnotiserede effekt.
Filmen er intelligent instrueret af Jonathan Demme, og det er klart hans bedste film siden “Philadelphia”. Demme startede sin karriere hos b-filmens ukronede konge Roger Corman, og ånden fra lærermesteren er at finde i “The Manchurian Candiate”. Dette understreges af, at Roger Corman selv optræder i en rolle i filmen. Handlingen befinder sig nemlig på en hårfin grænse mellem det seriøse og bizarre – som det også var kendetegnende for “Ondskabens Øjne” og de fleste andre af Demmes film. På den ene side er selve filmens kritik af politik ekstravagant, og måden det multinationale firma udfører sin manipulation på kuriøs, men på den anden har filmen også rod i virkeligheden. Mange af filmens politiske personer og situationer virker skræmmende familiære, og udførelsen af manipulationen bygger på den nyeste forskning inden for neurologi. Enten er man med på, at det kan gå hen og blive lidt bizart, eller også er der en stor chance for, at man finder det hele kedeligt og for åndssvagt.
Som altid i Demmes film er skuespillet seværdigt. Denzel Washington tager til en forandring en pause fra de dominerende roller og spiller et plaget offer med evige mareridt. Det er en svær og afdæmpet rolle, og han gør det godt, men det er Meryl Streep der stjæler billedet. Hun spiller en hårdfør senator og er både herligt aggressiv og skræmmende. Også Liev Schreiber er velspillende, som Raymond Prentiss Shaw, der ikke kan få lov til at være sig selv og kun stiller op som vicepræsident-kandidat, fordi hans ambitiøse mor forlanger det. Hvilket han ubevist udtrykker i en samtale: ”I’m a Prentiss. I’m not a Shaw.”
“The Manchurian Candiate” er uden de store overraskelser, men er en intelligent og aktuel film med en velkomponeret billed- og lydside. Stemningsfuld og velspillet og intet mindre end Jonathan Demmes bedste film i over ti år.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet