Manderlay
Udgivet 2. jun 2005 | Af: Benway | Set i biografen
Lars von Triers “Dogville” og nu fortsættelsen “Manderlay” har det tilfælles, at de begge udspringer af Tries forestilling om Amerika, snarer end et personligt kendskab. Trier selv har aldrig besøgt USA og hans politiske betragtninger kan sammenfattes til at ”Bush er et røvhul”.
“Manderlay” følger Graces videre liv. Efter at have “ryddet op” i Dogville tager Grace sammen med sin gangsterfar til godset Manderlay, hvor hun chokeres over, at folk stadig lever som om slaveriet eksisterede. Den aldrende ejer Mam dør (meget belejligt) umiddelbart efter hendes ankomst. Ved hjælp af gangsterne tager Grace magten på godset, overbevidst om at hun vil bringe fred og demokrati til stedet. Hendes far råder hende til ikke at blande sig, men efterlader hende alligevel nok mænd til at hun kan gennemføre magtskiftet. Inden længe er de undertrykte blevet undertrykkerne.
“Manderlay” er ligesom “Dogville” optaget på en kulisse tegnet til lejligheden med kridtstreger der viser hvor de forskellige huse ligger osv. Den eneste forskel er at man denne gang i stedet for hvide streger på et sort gulv har brugt sorte streger på et hvidt gulv (hvor poetisk…). Skuespillerne får også en del flere rekvisitter end sidste gang, hvilket efterhånden får én til at spekulere på, om man ikke ligeså godt kunne lave den “on location” i stedet. Man gør alligevel alt andet.
Skuespillerpræstationerne er for det meste udmærket, om end en anelse stive. Bryce Dallas Howard får den utaknemmelige opgave at skulle tage over efter Nicole Kidmans pragtpræstation, og hun gør det rimeligt men er slet ikke i stand til at give Graces karakter den dybde hun tidligere havde. Om noget bliver det blot tydeligere, hvor konstrueret en person hun egentlig er. Til gengæld er Willem Dafoe virkelig god, og han får i det mindste sparket noget liv ind i filmen i de korte sekvenser han er med i.
Handlingen er som sådan rimeligt interessant men den føles desværre tit meget kunstig – ikke på grund af kulisserne men mere fordi personerne ofte agerer på en meget søgt måde. Det hjælper ikke at John Hurts fortællerstemme absolut skal udpensle alle pointer i samtlige scener. Der er dog også gode ting at finde i filmen. Den bedste del er en sidehistorie om et sygt barn på Manderlay og de følger hendes skæbne får. Her er Von Trier mere på hjemmebane og leverer nogle fremragende scener fyldt med sorg, lidelse og vrede. Trist at resten af filmen ikke kan matche det niveau.
Efterhånden som handlingen skrider frem bliver vi præsenteret for en del urimelige plotpunkter og uforklarlige motiver. “Manderlay” er muligvis optaget på en minimalistisk kulisse, men det er ikke en undskyldning for den til tider store mangel på logik i handlingen. Den giver dog en overraskende slutning, som til gengæld tager bidet ud af det meste vi har set tidligere og gør handlingen lidt overflødig.
Da “Manderlay” i år ikke vakte så stor opstand ved Cannes, blev det ofte udlagt som om årsagen var de amerikanske journalisters angst for slaveriemnet. Sandheden har nok snarere været at “Manderlay” ikke er en særlig opsigtsvækkende film.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet