En møghund

Man ved, man er på den som anmelder, når man skal se en børnefilm, som børn ikke engang gider se. I anledningen af skoleferien spurgte jeg min søn, om han ville med til presseforestillingen på “Marmaduke”. Svaret faldt prompte: ”Er det den med hunden, der prutter? Nej, tak. Jeg så reklamen for den i fjernsynet, og den ser godt nok dårlig ud.”

En halv dag senere kan jeg så konstatere, at hans reaktion ikke var helt ved siden af. “Marmaduke” er det seneste skud på stammen i den efterhånden lange række af film, hvor rigtige dyr via lidt computergrafik kan bevæge læberne og snakke med hinanden. Det var ganske vist meget nuttet i “Babe” og fungerede også nogenlunde i “Fartstriber”, men siden er dusinvis af rædselsfulde film fulgt trop, og titler som “Beverly Hills Chihuahua”, “Hun og Kat imellem” og senest “Pas på pelsdyrene” er eksempler på den fortsat nedadgående kurve.

Denne gang er det så tegneserien “Marmaduke” om den klodsede grand danois, der har taget springet fra avisstribe til spillefilm og dermed også fra tavs nuttet vovse til evigt snakkende væsen. I denne historie skal den store hund flytte med familien til Californien pga. husfaderens nye arbejde, og derved bliver Marmaduke kastet ind i en situation, hvor han bliver lun på en lækker collie, som uheldigvis danner par med den lokale alfahund og bandeleder. Vores 100 kilo tunge basse må med andre ord ryste det sociale træ, hvis han da ellers skal gøre sig nogen forhåbninger om at få kødbenet ind.

At lave film om talende dyr er selvsagt ikke noget nyt – Disney har mere eller mindre grundlagt hele deres succes på præcis den formular – men hvor de talende mus i “Askepot” blot er nuttede og ret så abstrakte væsner, så virker de rigtige af slagsen ofte ganske gustne. Man kan ikke lade være med at sende en tanke til den tavse vovse fra “Walter og Trofast”, som blot med reaktioner formår at skabe en mere elskelig figur end den evigt snakkende danois er bare i nærheden af. Det samme gør sig gældende for Marmaduke-tegneserien, hvor hundens manglende forståelse af de menneskelige omgivelser er kilde til morskaben. Her forstår han derimod alt – og er derved ikke sjov længere.

Men det er vel spild af anstrengelse at diskutere udtryk og subtiliteter om en film, der som denne sætter ambitionsniveauet så ufatteligt lavt. At den selvsamme producent også tidligere var manden bag “Dr. Dolitte” og “Garfield”-filmene er ikke synderligt overraskende. Selvfølgelig ved de godt, at filmene er noget skidt, men de indtjener nok til, at det hele kan løbe rundt, og så bliver der grobund til den næste talende dyr-film. Mere trist er det derimod at støde på William H. Macy, som ellers er en så fremragende skuespiller, at det er en skam at se ham spildt på den her omgang. Forhåbentlig blev han godt betalt, så han næste gang har mulighed for at medvirke i noget mere værdigt.