Mord i marsken

De er to kriminalbetjente. Den ene er hård, pragmatisk med stift overskæg og en mørk fortid, der druknes i kirsebærvin og øl. Den anden skriver idealistiske læserbreve til forsvar for demokratiet, imens han bærer en pjusket snegl og et sæt bakkenbarter, som signalerer, at vi lige har forladt 1970’erne. De er True Detectives. De skal opklare en række teenagepigers forsvinden i den sydspanske sump, hvor alle stirrer mistænksomt retur, som var de med i et spil Cluedo. “Marshland” er bekræftelsen på, at der er skideuhyggeligt på landet.

For der har altid været uhyggeligt på landet. Tænk bare på “Udflugt med døden”, hvor byboerne sættes på plads af en indavlet banjodreng og et hold voldtægtsmænd. Eller første omgang “True Detective”, hvor de to opklarende betjente ikke møder Morten Korch-idyl, men derimod fugtig varme og mørke hemmeligheder derude på landet, hvor ingen fra storbyen kan høre dig skrige. Sådan er det også for Juan og Pedro, som ikke just bydes hjerteligt velkommen til det lille lokalsamfund, hvor høstarbejderne strejker, og de unge piger på mystisk vis forsvinder.

Ligesom med Woody Harrelson og Matthew McConaughey i deres lukkede Louisiana-samfund så er de tematiske brødre i “Marshland” ikke kun på jagt efter en morder, men på en rejse ind i mørket. Ind i et udkantssamfund, hvor skurkene i toppen af samfundet er vanskeligere at stille til regnskab end staklen, der bare gjorde, som der blev sagt. På samme måde figurerer ledende Franco-folk fra Spaniens fascistiske system stadig i magtsystemet her i tiden for overgangsperioden fra diktatur til demokrati, som “Marshland” finder sted i. Det er lige så meget det, der her efterforskes. Det er mørkt og tvetydigt – alle har blod på hænderne.

Spændet imellem det konkrete mordperspektiv og så den store sammenhæng iscenesættes allerede flot i åbningen, hvor kameraet med et Google Map-vue ud over den mudrede marsk viser de små sumpede veje, der set oppefra forgrener sig sammen, så de ligner en hjerne. Og den, hjernen, bliver aktiveret fra dette første satellitagtige billede i jagten på at gætte, hvad der dog kan være sket med pigerne.

Hvad betyder den jobbrochure, som er efterladt på de forsvundne pigers værelser? For ikke at tale om det utydelige fotonegativ med pornografiske motiver? Og hvad med fiskerkonen, der kigger skummelt på Juan – kender hun ham fra den fortid, som han forsøger at drukne i vin? Det er svært at gennemskue, hvilket lækkert pakkes ind i mystiske øjeblikke, som da en kvinde alene går på en vej, imens hun lyses op af politibilens røde baglygte. Betyder det noget? Måske ikke, men det hele ser godt ud, imens de to betjente bevæger sig længere og længere ind i mørkets hjerte.