Indie og indie og indie

Jeg tror aldrig, jeg tidligere har set en film, der prøver så hårdt. Den mest indie’ede indiefilm. En bloddopet udgave af “Juno”, “Ghost World” og “(500) Days of Summer”. Eller alle de film som Michael Cera nogensinde har lavet sat sammen til én og samme film. Derfor opleves det energiske overskud i Sundance-darlingen “Me and Earl and the Dying Girl” omklamrende og udspekuleret.

Den har nemlig alt det, som indie-formlen indeholder. Gange 10. En let nørdet high school-hovedrolle, der normalt spilles af Michael Cera. Her er det dog den mindre karismatiske Thomas Mann, der spiller rollen. Han ligner IRL-udgaven af Søren Brun fra “Radiserne”, og så har han ikke helt den samme fornemmelse for at mumle sine replikker så charmerende som Cera. Han er gammelklog med Truffaut-plakat på drengeværelset og film af Werner Herzog, Kubrick og Coppola på hylden. Han er den person, som en voksen-hipster ville ønske, han havde været som ung.

Sammen med sidekicket Earl laver han homage-genindspilninger af idolerne. “Eftermiddags Cowboy” og “A Sockwork Orange” og mange, mange flere. De elsker at imitere de gode film, selv om de kun gør det halvt så godt som originalerne. Mon instruktør Alfonso Gomez-Rejon har haft samme imitationsambition med “Me and Earl and the Dying Girl”? Det føles sådan.

En rigtig indiefilm skal også have en manic pixie dream girl. Den lækre pige, der forklædt i retro second hand skal se nørdet ud, men som bag den alternative stil er den reneste drengefantasi. En sådan er Rachel. Hun har kræft, hvilket giver det rette niveau af ‘melo’ til komedien. Primært bruges hendes sygdom dog til at udstyre hende med quirky hovedbeklædninger som erstatning for det tabte kemohår. Pink paryk eller tilpas mærkelig gul hue? Vælg selv. Hun er intet uden ham. Det er ham, det handler om. Det er ham, hun er nørdet, skør og sørgeligt syg for.

Det forsøger “Me and Earl and the Dying Girl” dog at løbe fra ved selvbevidst at forklare igennem distancefyldt vioce-over, at det her ikke er den slags film. Men det er det. Det er også den slags film, hvor soundtracket fra “Casablanca” pludselig spiller. Hvor et indre følelsesliv vises med ‘stop motion’-dyr. Hvor “Wolverine”-plakaten taler. Hvor en person i pandadragt står på den anden side af vejen. Hvor den tilpas mærkelige far laver grisetæer på pind til dig og din ven. Hvor kapiteltekster metaforklarer, at nu er det tid til filmens point of no return. Hvor kameraet skifter 90 grader i vinkel, så det virkelig er ‘op ad bakke’. Det er så meget for meget, som det kan blive.