Når enden er god…

Han er en gal mand, ham Lars von Trier. For to år siden chokerede han filmverdenen med “Antichrist”, der havde Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourgs kønsdele i de altoverskyggende hovedroller. Og nu lader han så hele menneskeheden gå en grum skæbne i møde i katastrofefilmen “Melancholia”. Men ligesom at “Antichrist” ikke var nogen typisk horrorfilm, så er der også langt fra Hollywoods kulørte katastrofefilm til “Melancholia”. Meget langt endda.

Filmen åbner med en prolog, hvor Wagners dystre “Tristan og Isolde” akkompagnerer Triers smukke undergangsbilleder. Fugle dumper ned fra himlen, en kvinde løber hen over en golfbane med sit barn i armene, og en brud flyder på ryggen gennem en lille å med en buket blomster i favnen. Alt sammen foregår i super slow-motion, hvilket giver filmen en helt unik og nærmest drømmende visuel stil, og jordens undergang er lige så smuk og dragende som den er uundgåelig. Her er ingen Bruce Willis eller Will Smith til at redde menneskeheden – for vi er ikke værd at redde.

I hvert fald ikke, hvis det står til filmens hovedperson, Justine. Hun er melankoliker og ser næsten frem til, at planeten Melancholia, der har kollisionskurs mod jorden, skal opsluge hende og alt omkring hende. For Justine er jordens undergang ikke jordens undergang, men snarere en befrielse. I filmens første del følger vi Justines forsøg på at blive gift og dermed omfavne det lykkelige, sorgfri liv, som hun aldrig har fundet sig til rette i. Brylluppet bliver holdt hos søsteren Claire og hendes mand, der lever som grever og baroner på et kæmpe landsted, men festen udarter sig til en katastrofe af næsten “Festen”-lignende proportioner. ”Er du glad?” spørger Claire hende om og om igen, og selvom Justine svarer ja, så fortæller det døde blik i hendes øjne en anden historie. Melankolien har overtaget, og brylluppet må droppes til fordel for depressionen.

Hvor første del af filmen ikke er videre original, men fungerer i kraft af sin omfavnelse af det pinlige og det sorthumoristiske, så er det anden del, der især hiver stikket hjem for Lars von Trier. Her fokuseres der på dagene efter brylluppet og planetens snarlige kollision med Jorden. Jo tættere Melancholia nærmer sig, jo mere fredfyldt bliver Justine, og jo mere ængstelig bliver Claire. De to søstre er omvandrende modsætninger, der symboliserer pessimismen og håbet, depressionen og livsglæden. Og det er i denne dynamik, at filmens dramatiske nerve ligger. Jo tættere de kommer på dommedag, jo mere begynder de også at forstå og nærme sig hinanden.

Filmen er spækket med en lang række stjerneskuespillere som John Hurt, Stellan Skarsgård og Kiefer Sutherland, men det er især Kirsten Dunst og Charlotte Gainsbourg i rollerne som henholdsvis Justine og Claire, der imponerer. Dunst har aldrig været bedre, og man kan næsten mærke hendes depression på sin egne krop. Gainsbourg er som sædvanlig fremragende. Den følelsesmæssige forandring, hun gennemgår i filmen, da hun langsomt accepterer, at alt, hvad hun elsker, vil forsvinde, er troværdig og hjerteskærende.