BANANA! PINATA! ET ELLER ANDET!

Der er en scene i “Austin Powers”, hvor en af Dr Evils onde håndlangere bliver tromlet over, og i et kort glimt ser man hans sørgende familie få besked om den tragiske død. Denne et-minuts-joke, at ondsindet magtovertagelse af den frie verden er et 8-16-job med pensionsordning og betalt ferie, bliver i “Minions” strakt til halvanden times hyggefjol med en konstant undertone af kalkuleret gentagelse af det, der virkede i “Grusomme Mig”.

Puh, jeg synes franchise-automaten smider spin-offs ud i et heftigt stigende tempo for tiden. Særligt på den lidt barnligere side af animationsfilmen er der en tendens til at trække sekundære karakterer helt frem i rampelyset. Biler, fly og sikkert snart oceandampere konkurrerer om de yngstes opmærksomhed, mens dansende aber bliver kølhalet af spionpingviner, og alle har glemt, at “Madagascar” egentlig handlede om en løve. “Minions” er den samme slags komiske pausefyld med bred børneappel, så hvorfor ikke også give dem en chance?

Fordi stort set alle spin-offs rammes af det uhyggelige elastik-syndrom – et stramt koncept spændes ud over for meget stof og bliver slapt og gråt at se på. Det er sjældent, at bifigurerne fungerer i længere sekvenser, hvor de ikke bare kan levere deres ene, veltimede joke og stikke af igen. Når minions, ud over at være klodsede knaptrykkere for Gru, også skal være deprimerede medborgere med samfundsproblemerne op til det ene eller begge øjne, bliver der meget at forklare.

Hvilket er vanskeligt, når gutterne kun en gang imellem, stukket ind mellem en masse vrøvl, udtrykker et forståeligt ord. Derfor har man lagt hele deres eksistens i hænderne på en pædagogisk fortællerstemme, der tager os fra cellernes opståen i ursuppen helt frem til moderne tid. Uden klart svar på, hvorfor det er, minions bare vil have den mest skurkagtige chef i verden. Det er bare en præmis, men den trækker de små gule mænd i en forkert retning. I gode, korte sekvenser ligner de stadig små stumfilmsklovne med visuelle gags arvet efter Chaplin eller Gøg og Gokke. Men oftest er de bare en opdateret udgave af det søde disney-dyr på udflugt med skæbnen.

Da skurken Scarlet Overkill så viser sig at være lige så opfindsom som sit navn og lige så interessant som det “happy meal”-merchandise, hun kommer til at pryde, forsvinder al fascination. Det bliver i sidste ende minions’ tunge opgave at bære filmen videre med lidt flere nuttede dumheder og bare sådan generel løsluppen, men alligevel ret kontrolleret ballade. Og der er overraskende meget udtryk i de store øjne, men vrøvlesproget bliver med sin hovsa-blanding af spansk, fransk, engelsk og et par andre en smule trættende i længden.