Politik og menneskeligt drama i ét væk

Tavlen bliver visket ren i mere end én forstand i det canadiske folkeskoledrama “Monsieur Lazhar”, der forsøger at fortælle meget på kort tid. Filmens store fortællelyst ender dog netop med at blive den stopklods, der forhindrer filmen i at overholde den politiske dagsorden, den så gerne vil opremse over for sit publikum.

I en skole i Montréal begår en lærer selvmord ved at hænge sig i klasseværelset. To af de unge elever ser begivenheden, men holder deres sorg for sig selv. I alt dette kaos får den stille, men bestemte, Bashir Lazhar jobbet som klasselærer efter selvmordet. Men Lazhar er politisk flygtning fra Algeriet og har sine egne problemer at slås med. Hemmeligheder lurer i skabet hos alle de voksne, men det er børnene, der betaler prisen i skolen, hvor en enkelt elev også kæmper med massiv skyldfølelse.

Her har vi årets håbefulde pendant til “Klassen” – en lignende film om en fransk skoleklasse og deres indbyrdes konflikter og forhold. Men hvor “Klassen” brillerede i sin smukke enkelhed, er “Monsieur Lazhar” den komplicerede lillebror med for mange ambitioner og for få evner. Selvom Lazhars personlige historie skal være det følelsesmæssige midtpunkt, så er det scenerne i klasseværelset, der rammer mest plet. Disse når den næsten umulige perfektion, fordi de tager udgangspunkt i en naturalistisk verden, der i allerhøjeste grad minder om ens egne skoledage, hvor der blev puffet til hinanden, konspireret i hjørnerne og grint over sedler – alt sammen når læreren (formodentlig) ikke så det.

Det er nemlig i klasseværelset, at instruktør Philippe Falardeau når ud over lærredet og skaber en personlig historie, der gør indtryk. Men dette er ikke nok for Falardeau, der uheldigvis synes, at han skal mudre en god historie til med en forceret kærlighedshistorie mellem Bashir Lazhar og en storgrinende lærerkollega. Vores to turtelduer virker bestandigt usikre over for hinanden og får kortvarigt seeren til at undre sig over, hvorfor vores hovedperson vælger lige præcis den person i lærerstaben, som han har mindst kemi med. Men det er ikke kun dette forhold, der ikke fungerer. Også den gammelkloge elev Alice, der når ind til Lazhar, er en utroværdig karakter, idet den 11-årige pige virker alt, alt for voksen. Dette giver anledning til et nyt spørgsmål: Hvordan kan det være, at børn som oftest ikke kan snakke som børn, når voksne mennesker laver film?

Det er ikke kun de mange personlige plots, som “Monsieur Lazhar” prøver at jonglere med på én gang. Gemt under handlingen er en dybtfølt kritik af Canadas asylproces og flygtningelovgivning samt berøringsangsten (i bogstaveligste forstand) inden for pædagogikkens verden. Det er sandt, at samfundet efterhånden er blevet mere eller mindre overfølsomt over for nævnte emner, men filmen slår flere brød op, end den kan bage, ved at at klemme al den kritik ind i en film med en spilletid på blot halvanden time. Falardeau vil samtidig gerne engagere os på det personlige plan, men han fjerner os for ofte fra det vigtige i historien, som er… ja, denne kritiker er stadig ikke helt sikker på, hvad “Monsieur Lazhar” virkelig gerne ville fokusere på. Problemet er, at Falardeau vist ikke har kunnet beslutte sig for det.