Monumenternes mænd
Udgivet 27. feb 2014 | Af: Anders Brendstrup | Set i biografen
Et stykke inde i George Clooneys “Monumenternes mænd” slog en tanke mig. Er manden født 50 år for sent? Venter vi bare på, at frække innovationskonsulenter klasker hans ansigt på konferencehotellets whiteboard under den sigende kursustitel ”Behind his time”? Måske var det den konstante strøm af velskreven replik-pingpong leveret med Cary Grantsk charmogance. Måske overskægget, der ville få Clark Gables barber til at starte forfra på frisørskolen. Sikkert er det, at Clooney med undtagelse af “Kamæleonen” aldrig har lavet en film, der foregår, efter han selv er født. Lige fra “Confessions of a Dangerous Mind” til “Good Night and Good Luck” stopper vi før 70’erne. Nu har han så lavet en krigsfilm for raske drenge med brylcreme i håret og Thompson-geværer ved hoften. Helt klassisk.
Problemet for Kong George den vanvittigt dygtige er egentlig at finde tid til alle sine medspillere og deres historier. Når man ser plakatens parade af navne, der alle kunne bære deres egen film, tænker man måske, at otte stjerner er otte-dobbelt så godt, men man får snarere en ottendedel af hver. Alle arbejder lidt sløset, og hvis George er lige så dårlig som mig til brøkregning, forstår man måske godt, hvorfor resultatet er ufokuseret. På et tidspunkt er han oppe på at skulle holde fire tråde i gang på samme tid. Og det er altså med nogle karakterer, der dumper lige ned foran dig uden baghistorie, men som til gengæld kender hinanden og hele tiden refererer til dengang du ved – blink blink.
I dette tilfælde kæmpes der på overfladen med tungere spørgsmål som ofringen af menneskeliv i en højere sags tjeneste. Men den for krigsfilm så velkendte “why we fight”- monolog, der skal retfærdiggøre heltenes kamp, kommer inden for det første kvarter, og derfra er det underforstået, at den umulige og livsfarlige mission MÅ udføres. Ingen diskussion. Der er altså tilløb til etiske dilemmaer, men de bliver ikke ført helt ud i livet.
Film må gerne tage fat, hvor det gør ondt, men må også meget gerne underholde, og det gør “Monumenternes mænd” meget solidt. George Clooney og jeg har nok det tilfælles, at vi elsker velskreven dialog à la screwball, og på den front leveres der. Man kan savne flere radikale valg eller bare en mere nuanceret fremstilling af nazister, men George har altså besluttet at lave film, som man gjorde, før franskmændene surfede på nye bølger, og dogmatiske danskere smed deres kamerastativer væk. Det er gammeldags stjerneparade og rigtig hyggeligt, men denne gang udfører han det mindre elegant end tidligere.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet