Moonrise Kingdom
Udgivet 13. sep 2012 | Af: NadiaRegitze | Set i biografen
Den var åbningsfilmen under dette års Cannes-filmfestival, og den var ventet med stor spænding af de mange, mange fans af instruktøren Wes Anderson og alle hans besynderlige universer. “Moonrise Kingdom” vil sikkert også vække glæde blandt mange fans og anmeldere, men selvom en film både er flot og fin, forunderlig og besynderlig, skader det aldrig at have noget rigtigt indhold. Indhold har man dog netop savnet i Andersons sidste par film – inklusive “Moonrise Kingdom”.
I et forsøg på at bevare 1960’ernes uskyld har Anderson konsekvent brugt bløde Technicolor-farver og 16mm-celluloidfilm. Dette gør, at “Moonrise Kingdom” også rent æstetisk holder tonen, som Anderson sætter for dagen allerede i filmens allerførste scene, hvor Benjamin Brittens “Young Person’s Guide to the Orchestra” hamrer igennem lydmuren. Her bliver vi introduceret for Bishop-familien, mens de tøjler med deres daglige gøremål, og det hele har et stænk af ejendommelighed. Anderson har altid haft en excentricitet i sine film, der i høj grad har været med til at gøre ham til et idol hos et særligt, farveelskende publikum. Uheldigvis er netop denne lidt forcerede stil også med til at distancere Andersons kritikere (såsom undertegnede) fra instruktørens verdener.
I filmens anden halvdel er det dog, som om Anderson vågner en smule op og opdager sin egen films fejl og mangler. Med andre ord føles det ikke længere, som om han ivrigt kæmper for at bevise, at han er anderledes, sjov og ganske aparte. I en samtale mellem Bishop-forældrene får følelserne omsider mere plads i rampelyset end æstetikken – men det er alt for lidt, alt for sent, og det virker egentlig bare upassende, at Anderson uden forvarsel pludseligt vil have os til at interessere os for hans persongalleri. Der er dog indimellem nogle effektive, sjove afbræk i filmens kedsommelige tomgang, men de humoristiske øjeblikke virker ofte for påtagede. Lad os håbe, at Andersons næste værk ikke kun vil fungere glimtvis.
Hvor Wes Anderson i starten af sin karriere havde en underliggende sørgmodighed i sine film (desværre kun til og med “The Royal Tenenbaums” fra 2001), er han med sine nyere værker åbenbart mere interesseret i æstetik end noget så gammeldags som følelser. Dette gælder bestemt også for “Moonrise Kingdom”. For spørgsmålet, der efter filmen står som et kæmpe neonskilt i hukommelsen, er, om “Moonrise Kingdom” virkelig ville skabe så megen omtale, hvis dens æstetik var kønsløs og uinteressant? Jeg tror det ærlig talt ikke.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet