Motley’s Law
Udgivet 26. jan 2016 | Af: Lasse Martin Jørgensen | Set i biografen
Har du set Netflix’ true crime-serie “Making a Murderer”, så har du nok mærket det. Den ubehagelige kvalme, der melder sig, når ens retsfølelse er blevet krænket. Som en søsyge, der sætter ind, når retssikkerheden trækkes væk under os, og efterlader os på gyngende grund, uden tro på at systemet er retfærdigt. Det er et mirakel, at Kimberley Motley ikke har kronisk kvalme. Hovedpersonen i dokumentaren “Motley’s Law” er den eneste udenlandske (og kvindelige) advokat med embede i Afghanistan. Det kan godt være, at retssikkerheden herhjemme undertiden kan føles som en by i Afghanistan. Men i så fald ser Motley den blive bombet til ukendelighed hver eneste dag, mens hun stædigt kæmper imod korruptionens overmagt.
Korruptionen og magtmisbruget er så åbenlyst, at end ikke instruktør Nicole Horanyis rullende kamera lægger en dæmper på skamløsheden. Henvisninger til love, kendelser og aftaler gør ikke det store indtryk på myndighederne. De trækker på skuldrene og ruller med øjnene af den irriterende stædige kvinde, som de mener, er alt for udenlandsk til at forstå de subtile sammenhænge i afghansk lov. Lige indtil hun indvilliger i at hjælpe med at skaffe Green Card til USA. Det sætter sjovt nok skub i retfærdighedens hjul. Det er den slags uskrevne vedtægter, der styrer landets retssystem, end det er den faktiske lovgivning.
“Motley’s Law” er stærk på to fronter. Som et portræt af et usædvanligt stærkt menneske, der uden tøven frivilligt konfronterer både vold og korruption i en situation, som de fleste ville flygte fra, hvis de havde muligheden. Og som et indblik i det Afghanistan, krigen har efterladt. Hvor de demokratiske institutioner stadig blot er ufuldstændige skitser.
Kimberley Motleys kamp imod det groteske vrangbillede af et retssamfund i Afghanistan minder om, hvor vigtigt det er at kunne stole på sine institutioner. At love, konventioner og procedurer bliver overholdt. Også når de er ubelejlige. Der er lang vej til den slags tillid i Afghanistan. Men det hænder nu også, at kvalmen presser sig på herhjemme eller i Manitowoc, når almindelige retsprincipper sættes i parentes. I sådanne situationer er Kimberleys kamp et eksempel til efterfølgelse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet