Efter den underfundige og lettilgængelige “Straight Story” melder David Lynch sig igen klar med en kompliceret thriller, der udspiller sig i Hollywood, byen hvor drømme – og mareridt – bliver til virkelighed. Gennem en kombination af traditionelle spændingselementer og syrede fragmentariske billeder væver Lynch et dystert mysterium sammen, der fremkalder en unik følelse af frygt og fascination.

To kvinderEn mørkhåret kvinde (Laura Harring) kommer ud for en bilulykke ved vejen Mulholland Drive. Hun overlever, men vandrer hårdt kvæstet rundt i natten uden nogen erindring om, hvem hun er, og hvor hun var på vej hen. Hun mindes derfor heller ikke, at chaufføren af hendes ødelagte limousine kort før ulykken truede hende med en pistol. Ubemærket søger hun ly i en lille lejlighed midt i millionbyen.

Dagen efter ankommer unge blåøjede Betty (Naomi Watts) til samme lejlighed. Hun er netop flyttet fra landet til Los Angeles, idet hun som så mange andre håbefulde skuespillere drømmer om, at skabe sig en succesfuld karriere. Betty har en naiv opfattelse af tilværelsen i Hollywood, og hendes første overraskelse kommer, da hun støder på den mørkhårede kvinde i lejligheden. Med en blanding af sympati og nysgerrighed tilbyder Betty at hjælpe kvinden og sammen forsøger de at finde ud af, hvem hun er, og hvorfor hun befandt sig på Mulholland Drive den pågældende nat.

De to kvinder indleder et skæbnesvangert forhold, der tvinger dem ud på en mørk rejse gennem et dæmonisk Hollywood, hvor forrådnelsen permanent lurer i kulissen. Alle filmens karakterer bærer rundt på indtil flere metaforiske skeletter og undervejs i filmen, får vi et skræmmende indblik i hvordan, den evige stræben efter berømmelse og rigdom kan ødelægge selv de mest uskyldsrene mennesker.

Den kritiske nerve”Mulholland Drive” var oprindeligt planlagt som pilotafsnittet til en ny tv-serie, der ligesom “Twin Peaks” skulle handle om en række forskruede personers hemmelighedsfulde tilværelser. Lynch’s vision var dog for kontroversiel for ABC, der ikke var interesseret i at finansiere serien, og han valgte i stedet at kombinere det eksisterende materiale med nye optagelser og lave en spillefilm. Det er der kommet en rigtig vellykket film ud af, der foruden at gå rent ind hos Lynch-fans også vil være interessant for et mere mainstream-orienteret publikum. Plottet er nemlig ikke helt så indviklet som flere af instruktørens tidligere film.

Selvom handlingen overvejende er lineær optræder der hen mod slutningen en række abstrakte billedforløb, der ikke umiddelbart har nogen tidslig eller rummelig sammenhæng. På dette punkt minder “Mulholland Drive” om den endnu mere dystre “Lost Highway”, selvom symbolerne er noget lettere at tyde, hvorved det er en reel chance for at gennemskue plottet. Der forekommer ligeledes humoristiske elementer, som vi kender dem fra “Twin Peaks”, og den tørre humor er med til at løsne op for den ellers alvorlige fortælling.

Mange har set “Mulholland Drive” som en sammensmeltning mellem de to ovennævnte værker, uden imidlertid diskutere den nerve af social bevidsthed, som forekommer i handlingen. I mine øjne gør den underliggende sociale kritik, at filmen faktisk skiller sig ud fra flere af instruktørens seneste film, og måske har mere tilfældes med “Blue Velvet”, hvad angår budskab og temaer. “Mulholland Drive” er en film, som derfor viser både nye men også velkendte sider af David Lynch, der også denne gang beviser, at han tilstadighed er en af verdens mest interessante instruktører.

DrømmebillederI filmens univers flyder drøm og virkelighed sammen, og Lynch bruger en række motiver, der hver især repræsenterer de forskellige tilstande. Der er ingen facitliste for hvordan man holder de to niveauer adskilte, dog betaler det sig, at holde nøje øje med personernes navne, replikker og ikke mindst rekvisitterne, da alle disse ting giver et prej om, hvordan handlingen skal tolkes. Denne dualitet afspejles også i de to hovedpersoner, hvor brunetten og blondinen repræsenterer dag og nat og ‘yin og yang’. Skuespillet virker i starten bevidst stiliseret, og første gang vi støder på Naomi Watts, forekommer hendes præstation lettere amatøragtig. Og på herlig paradoksal vis er Watts allermest overbevisende i en scene, hvor det skal forestille at hun spiller skuespil.

Visuelt bruger filmen ikke de store armbevægelser, og man kan godt se, at Lynch har været tvunget til at arbejde indenfor et relativt beskedent budget. Billederne og farverne er dog stadig enormt flotte, og kun få andre filminstruktører, som formår at skabe så udtryksfulde billedkompositioner. Der er ingen computergenerede dikkedarer, og filmen lever udelukkende på den truende stemning, der underbygges af Angelo Badalamentis fremragende musik. Lynch er kendt for at være perfektionist når det kommer til soundtrack og lyd, og han har også denne gang selv stået for lyddesignet.