Det ydre er alt

Det er det indre, der tæller, siger man. Det siger Nicolas Winding Refn ikke. Han tænder på det ydre. Den flotte overflade. Derfor er en film om en fotomodel perfekt for Refn. For det kan aldrig for alvor blive dybt at følge en person, der synes, at tøj er rigtig vigtigt. Det bliver det heller ikke i “The Neon Demon” Det er meningen. Og det ser godt ud.

“The Neon Demon” ved nemlig godt, at der ikke er noget dybt at udlede fra det indre af modelbranchen. Derfor gør den grin. Ikke med modeindustrien, men med genren. Med modelfilmen. Som “Zoolander” har gjort det. Refn gør det på sin måde. Mere cool og kunstlet, men med en humor, der gør neondæmonen til hans klart sjoveste. Det er tiltrængt. For hvor var morkomplekserne i “Only God Forgives” stive. Som Freud i 1.g.

Nu er der løsnet op. Den nye, unge og pæne pige kommer til den store modelby. Den faste modelfilm venter forude. Koldt på toppen, stride fotografer, bitchy konkurrenter og så videre. Sådan som den danske “The Model” helt oprigtigt udspillede sig tidligere på året. “The Neon Demon” overstår det på få minutter. Den nye pige på 16 og de to gamle i begyndelsen af 20’erne lægger læbestift på toilettet. En af de gamle siger det højt: Vi tænker det jo alle sammen. Hvem knepper hun? Hvor højt kan hun nå? Kan hun nå højere end mig? Sådan. Modelgenren er punkteret på den tid, det tager at male læber op.

For der er ingen overfladisk dyb mening med den her modelfilm. Den nye pige bliver tidligt spurgt, om hun vil med til fest. Hvilken fest? Den sjove af slagsen, lyder svaret. Sådan er “The Neon Demon” også. En sjov fest. Med Keanu Reeves. Han er stort røvhul og motelbestyrer, der hvor hun bor. Det røde Motel-skilt lyser op i neon. Det minder om “Drive”. Det er cool, men også mere mærkeligt, end da Ryan Gosling kørte rundt i neonnatten. For der er noget inde på hendes værelse. Keanu får døren banket ind. En løve er på besøg. Måske hendes farlige side, der er på vej til at blive vækket? Som skorpionen i Goslings indre? Det er mærkeligt. Og næste dag er den væk.

Det er ikke Elle Fannings hovedrolle, der er det sjoveste ved “The Neon Demon”. Men hendes entourage. Jena Malone som den nekrofile sminkøse. Og de to model-psykopater – Bella Heathcote og Abbey Lee, der helt bogstaveligt talt æder dig, hvis du forsøger at tage deres plads som skinny bitches på catwalken. De er vildere end Will Ferrells Mugatu. Alt handler om det ydre i den her slags kølige kannibal-vampyr-mode-film.