No Escape
Udgivet 2. sep 2015 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
To ud af tre amerikanere ejer ikke et pas. De rejser ikke, men bliver derhjemme, hvor der er trygt. Jeg forstår dem. Lyt til Liam Neeson i “Taken”-filmene: Hvis du tager til fæle steder som Paris eller Istanbul, så bliver du kidnappet, før du kan nå at sige ”… A very particular set of skills.” Owen Wilson har åbenbart ikke lyttet til Liam. Han tager nemlig til Thailand med hele familien. Endda i en film, der hedder “No Escape”! Det kan kun gå galt. Det gør det, men med bedre spænding end Liam Neesons skills kan levere.
Netop det almindelige er en styrke ved “No Escape”. Wilson er ikke lykkes med sine projekter i livet. Kun næsten. Derfor er det nye job i Thailand det bedste, han kunne få. Ikke drømmejobbet. Familien ville helst være blevet derhjemme i trygge omgivelser, men nu sidder de her i et vildt land uden tv eller internet på grund af ham. Den indramning gør familien til mere end et flygtende objekt. Jeg håbede, de klarede den der helt alene i eksotisk vilde Thailand.
Det kunne give anledning til en begavet diskussion af verdens urimelige indretning, hvor Vestens multinationale banditselskaber vinder frem på bekostning af dem, der har mindst. Men “No Escape” hedder “No Escape”. Den handler kun om familiens flugt væk fra et farligt sted i udlandet, hvor militsens leder voldtager før han dræber, imens han griner. Et farligt sted, hvor der spises hund og indrettes med drageudsmykning, imens fattige gademusikanter spiller for et par baht. Flygt!
Bliv derhjemme! Den lektie fik jeg lært ved at se “No Escape”. Du ved aldrig, hvilken dræbermilits, der vil voldtage og halshugge dig, hvis du tager så vildt og farligt et sted hen som Thailand. Udstedelsen af pas stiger ikke efter denne action-flugt, der også virker som et trygt og sikkert valg, som man kender det derhjemme fra Hollywood. Alt andet er (åbenbart) farligt.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet