In Time
Udgivet 1. dec 2011 | Af: Benway | Set i biografen
”Tid er penge” siges det, og selvom udsagnet uden tvivl er rigtigt, så er det alligevel sjældent, at man ser den tankegang ført så konsekvent ud i livet som i science fiction-filmen “In Time”, hvor netop mængden af tid er afgørende for alt.
For de rige med masser af år på kontoen er det selvsagt en god fordeling, der nærmest sikrer udødelighed, men for dem, der som Will Salas (Justin Timberlake) er født i den fattige ghetto, er det en konstant kamp for livet ikke at løbe tør for tid. Derfor bliver det også et skæbnesvangert møde, da han træffer Henry Hamilton, der tilhører den rige elite og har evigheder på sin tidsmåler, men som efter eget udsagn er over 100 år gammel og har mistet lysten til tilværelsen. Da Salas gør ham en tjeneste, beslutter Hamilton at ende sit eget liv, og han forærer i stedet tiden til Salas, der med ét har adgang til de riges domæne. Dermed er hans kvaler dog lang fra forbi.
Derfor er det også en ekstrem stor skuffelse, da filmen efter ca. en glimrende første time tager den mere forudsigelige rute og bliver en mere konventionel actionfilm med et Bonnie og Clyde-element, der harmonerer ekstremt dårligt med resten af filmen, og som tvinger én til at sluge den ene mere utroværdige kamel efter den anden. Man fristes næsten til at tro, at filmselskabet har været inde over historien for at gøre den mere spiselig.
Eftersom ingen bliver ældre, er filmen proppet med unge attraktive skuespillere i alle roller, hvilket giver den en ret interessant anderledes fremtoning og mulighed for at lege med vores forventninger. Justin Timberlake udgør en hæderlig om end lidt vag hovedperson, og i stedet stjæler Cillian Murphy vores opmærksomhed som regelret efterforsker, mens “Mad Men”s Vincent Kartheiser som rigmand lægger nye facetter til et sprudlende talent.
Lidt trist er det dog, at filmens mest interessante figur – den livstrætte Henry Hamiliton – levnes så lidt plads. “In Time” ser ganske formidabel ud, hvilket utvivlsomt skyldes Coen-brødrenes fortrukne fotograf Roger Deakins’ enorme talent, og selvom hele filmen ikke kan holde den første times høje standard, så er den dog en glimrende og ganske fascinerende beretning. Tid er ganske vist hård valuta, men “In Time” er bestemt værd at ofre to timer på.
Se også: Filmz TV: Bag om Justin Timberlake-thrilleren “In Time”
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet