Oblivion
Udgivet 11. apr 2013 | Af: Tarantrier | Set i biografen
Det er nok i grunden ret svært at skabe interessante karakterer ud af to personer, der dels har fået slettet alle deres minder for sølle fem år siden og dels skal forestille at være mere eller mindre de eneste to personer tilbage på Jorden. Det må man sande efter at have set den nye, storstilede science fiction-film “Oblivion” med Tom Cruise i hovedrollen. Og det har filmskaberne nok også indset ganske tidligt i processen, hvorfor man har valgt at krydre ovenstående udgangspunkt med en fantastisk flot billedside, et episk score og en i det hele taget teknisk raffineret stil. Resultatet er dog alligevel ganske forglemmeligt.
Ideen er egentlig udmærket, og med en mere filosofisk tilgang til historien som i et klassisk “Star Trek”-afsnit var denne science fiction-fortælling formentlig blevet mere interessant og vedkommende. Men stille og roligt som “Oblivion” bevæger sig fremad, finder man ud af, at ens nysgerrighed efter svar på de mange spørgsmål, filmen stiller i starten, aldrig bliver helt tilfredsstillet. Når filmen endelig disker op med svar, er de ikke særligt spændende, og de bliver kommunikeret på den mest dovne og uinspirerende måde overhovedet: I lange, forklarende monologer. Gab!
Det forholder sig imidlertid helt omvendt. Netop fordi filmen i hele sin stil og tekniske kunnen lægger op til en storfilm med stort S, bliver kontrasten til det tamme plot og den ringe historiefortælling bare så meget større. Det minder lidt om at få serveret et yderst velanrettet måltid mad, der virkelig ser lækkert ud, men som så viser sig at være sejt, tørt og kedeligt, når man endelig sætter tænderne i det. “Oblivion” mangler i dén grad et manuskript, der kan leve op til filmens grandiose rammer, og den mangler nogle bedre skuespillerpræstationer, end hvad Cruise, Riseborough og Olga Kurylenko her leverer. Og så mangler den en løsning på, hvordan man gør det interessant at følge to personer uden personlighed alene på en forladt planet i to timer…
Danske Nicolai Coster Waldau spiller side om side med Morgan Freeman en del af den modstandsbevægelse, der i al hemmelighed er ved at bygge sig op, og det slipper han faktisk overraskende godt fra. Når man tager i betragtning, hvor lille en rolle han egentlig har (ligesom Morgan Freeman, hvilket ærlig talt både er overraskende og ærgerligt!), så brænder han godt igennem som kompromisløs idealist.
“Oblivion” er stor, flot og lækker at se på, men den mangler i dén grad noget at pakke ind, når nu den har anskaffet sig så flot indpakningspapir. Der er simpelthen ikke overensstemmelse mellem den storhed, filmen forsøger at etablere gennem billeder og lyd, og så de ting, der egentlig foregår i filmen. Replikker, plotelementer og karakterer falder til jorden, fordi det hele akkompagneres af en episk dramatik, som filmen slet ikke kan bære. Hvis bare indholdet havde været lige så gennemtænkt som den blændende æstetik, havde “Oblivion” været et vaskeægte mesterværk.
Se også: Filmz TV: Nikolaj Coster-Waldau taler om “Oblivion” og “Mama”
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet