Optimisterne
Udgivet 24. sep 2014 | Af: christian_jacobsen | Set i biografen
Rocky Balboa løb, boksede og kæmpede sig vej igennem træningsmontager for at gøre sig klar til sin største udfordring nogensinde. Vi elsker at se de svage sejre over en overlegen, arrogant modstander – og hvilket sted er bedre til at udkæmpe denne kamp end på en sportsbane? Nu er tiden så kommet til endnu sådan en fortælling, men de færreste har nok set den fortalt sådan her før.
Men selv om der spilles en hel del volleyball i løbet af de 90 minutter er det tydeligt, at styrken ved “Optimisterne” ligger i portrættet af disse overraskende stærke kvinder. For det kræver mere end bare muskler at sejre; det kræver stædigheden og viljen til at vinde – ikke kun i volleyball, men i livet. Sådan lader det i hvert fald til at hænge sammen for flere af filmens hovedkarakterer – og i særdeleshed den 98-årige Goro. Og jeg blev revet med af det livsbekræftende budskab. For det er så sjældent, at vi finder tid til også at hylde alderdommen. Men når vi oplever Goro foretage sin sædvanlige morgengymnastik med høje benløft og balanceøvelser trods sin høje alder og kræftsygdom, og når vi ser 89-årige Eldbjørg og hendes livsledsager optræde muntert foran kameraet, at de næsten helt glemmer at præsentere dem selv for kameraet, som det ellers var meningen, bliver man mindet om, at alderdommen heldigvis gemmer på andet end Michael Haneke’sk fortabelse, som vi så det i den nådesløse “Amour” fra 2012.
For spillet tages ikke så højtideligt, og da det store øjeblik endelig oprinder, hvor kampen skal stå mellem Sverige og Norge, drengene imod pigerne, så er det også befriende, hvor lidt denne konfrontation føles som slutningen på alle mulige andre sportsfokuserede film. Væk er mestendels af den storslåede musik og slowmotion-skuddene, hvor det skal understreges, hvor meget der står på spil. For spillerne på optimist-holdet gælder det mere om at være med. Og således kommer selv Lillemor, der har været ude af spillet længe grundet en skade, med ind på banen i et af de mest afgørende tidspunkter i kampen. Ikke for at score det afgørende point, men simpelthen fordi det at afslutte den rejse sammen og have viljen til at gennemføre er, hvad det hele tiden har handlet om.
“Optimisterne” er en dejligt uprætentiøs og opløftende feel-good-dokumentar, der tager et velkendt emne og fortæller det fra en utraditionel vinkel. Dens karakterer er alle så charmerende og karismatiske, at man uundgåeligt kommer til at holde af dem og heppe på dem. Så selv om man til tider godt kunne have ønsket sig, at dens fortælletempo blev holdt lidt mere stramt, så tilgives det langt hen ad vejen, og man ser alligevel sig selv møde op til næste omgang træning. Om ikke for sporten, så for selskabet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet