Bedstemødre med slag i

Rocky Balboa løb, boksede og kæmpede sig vej igennem træningsmontager for at gøre sig klar til sin største udfordring nogensinde. Vi elsker at se de svage sejre over en overlegen, arrogant modstander – og hvilket sted er bedre til at udkæmpe denne kamp end på en sportsbane? Nu er tiden så kommet til endnu sådan en fortælling, men de færreste har nok set den fortalt sådan her før.

I “Optimisterne” er scenen ikke sat i en moderne metropolis. Der er ingen trapper at bestige og ingen gyder at skyggebokse i. I stedet udfoldes den lille historie sig imellem en gruppe af gamle slyngveninder i en lille norsk by, i en lokal sportshal. Her har de mødtes for at spille volleyball de sidste mange år – dog med visse udskiftninger grundet sygdom, død og naturligt frafald Og da holdets ældste medlem nærmer sig de 100 år, giver det mening, at holdets styrke skal sættes på prøve. Derfor arrangeres (med en blanding af gammelklog skepsis og fornyet ungpige-fnisen blandt medlemmerne) holdets første kamp mod et jævnaldrende herrehold fra Sverige. Banen er kridtet op, lad kampen begynde!

Men selv om der spilles en hel del volleyball i løbet af de 90 minutter er det tydeligt, at styrken ved “Optimisterne” ligger i portrættet af disse overraskende stærke kvinder. For det kræver mere end bare muskler at sejre; det kræver stædigheden og viljen til at vinde – ikke kun i volleyball, men i livet. Sådan lader det i hvert fald til at hænge sammen for flere af filmens hovedkarakterer – og i særdeleshed den 98-årige Goro. Og jeg blev revet med af det livsbekræftende budskab. For det er så sjældent, at vi finder tid til også at hylde alderdommen. Men når vi oplever Goro foretage sin sædvanlige morgengymnastik med høje benløft og balanceøvelser trods sin høje alder og kræftsygdom, og når vi ser 89-årige Eldbjørg og hendes livsledsager optræde muntert foran kameraet, at de næsten helt glemmer at præsentere dem selv for kameraet, som det ellers var meningen, bliver man mindet om, at alderdommen heldigvis gemmer på andet end Michael Haneke’sk fortabelse, som vi så det i den nådesløse “Amour” fra 2012.

Stemningen er her tværtimod let og legende. En sælsom blanding af mariachi-musik og næsten cirkusagtige toner akkompagnerer de sjove optrin, der finder sted på og uden for banen. Jeg tog mig selv i at le adskillige gange, når holdet slog reglerne til volleyball op på nettet for at gøre sig klar til den store kamp (på trods af at have spillet det ugentligt i adskillige år!), når det blev diskuteret, hvordan de små hæklede blomster, som deres nyindkøbte holdtrøjer skal dekoreres med, skal se ud, eller når spillerne simpelthen bare skiftevist griner lidt af hinanden, når et skud endnu en gang rammer nettet.

For spillet tages ikke så højtideligt, og da det store øjeblik endelig oprinder, hvor kampen skal stå mellem Sverige og Norge, drengene imod pigerne, så er det også befriende, hvor lidt denne konfrontation føles som slutningen på alle mulige andre sportsfokuserede film. Væk er mestendels af den storslåede musik og slowmotion-skuddene, hvor det skal understreges, hvor meget der står på spil. For spillerne på optimist-holdet gælder det mere om at være med. Og således kommer selv Lillemor, der har været ude af spillet længe grundet en skade, med ind på banen i et af de mest afgørende tidspunkter i kampen. Ikke for at score det afgørende point, men simpelthen fordi det at afslutte den rejse sammen og have viljen til at gennemføre er, hvad det hele tiden har handlet om.