OBS: Anmeldelsen er skrevet ud fra de første 5 afsnit.

Da komedieserien ‘Orkestret’ udkom i sommeren 2022, kom den som et lyn fra en klar himmel. Det var den danske serie, jeg ikke vidste, jeg manglede. Som en moden stikpille til krænkelseskulturen, wokeisme og mus-samtaler er ‘Orkestret’ en sindssyg relevant serie, som kun kunne være lavet i Danmark. Nu er der kommet en sæson 2, og den skal slå et højt topniveau.

For min skyld behøver der ikke at komme en sæson 2. For mig fik serien sagt det, der skulle siges i den første sæson. Men når man arbejder med en så dygtig forfatter som Adam Price, så kan han altid finde noget mere at brygge på.

Sæson 2 af ‘Orkestret’ handler mere om familie hierarkier og social kontrol end om institutioners plads i et moderne samfund. Vi er mindre på arbejde og mere hjemme i privaten end i den første sæson.

‘Orkestret’ sæson 2 starter med, at Jeppe Nygren er blevet skilt fra sin kone, Regitze, som er flyttet sammen med kongen af listepikkene, Simon Elliot. Simon er den nye bonusfar, og det er en god kilde til konflikter. Oven i det er Jeppe blevet midlertidig direktør for Symfoniorkestret og styrer dagens gang.

Bo Høxenhaven er fortsat anden klarinet, men må ændre sin dagligdag, da hans mor kommer på plejehjem efter et voldsomt styrt i hjemmet. Det sætter voksenbabyen på prøve i at klare sig selv hjemme og på arbejdet.

Ergo er det i anden sæson mændene, der har magten på papiret, men kvinderne, der trækker i trådene.

De skal passe på, hvor de træder, for der er kamp om pladserne på arbejdet og i hjemmet. Desværre formår sæson 2 ikke at vinde sin eksistensberettigelse ligeså godt som den første gjorde.

Simon som bonusfar er spændende at overvære, det pisser selvfølgelig Jeppe af som biologisk far. Der bliver kompenseret i fødselsdagsgaver og terroriseret tenniskampe. Og det virker enormt relevant og godt. Men knap så succesfuldt er det, at Jeppe er startet i en form for “mande-yoga-terapiklub” for fraskilte mænd.

Der fungerer deres træner som en slags voiceover, der fortæller alt det, som lå imellem linjerne i sæson 1. Det trækker ikke rigtigt nogle grin, og scenerne forsvinder hurtigt efter 2 afsnit alligevel.

Generelt er grinene færre end i den første sæson, og humoren er en anelse mere opstillet og dummere end den plejer. Sæson 1 havde sin humor i de moderne og woke møder om nøgen chello-spil og firmapsykologer Men i sæson 2 er humoren kun lagt i Jeppes manglende evne til at hvile i sig selv.

Han prøver at være cool gangster, når en gruppe kvindelige rappere skal spille koncert, og han får ørering og hue på for at score en yngre tøs. Og den ender med at blive til mange scener, vi har set i Klovn før, end den samfunds kritiske satire-serie, der virkede første gang. Jeg syntes det er under seriens humor niveau når Jeppe nyser en bane coke væk og generelt ender med at ligne en dansk Michael Scott.

Det samme gælder for Bo Høxenhaven, der trak mange grin hjem i sæson 1, fordi at han var et produkt af en anden tid, som ikke passer ind i woke-kulturen.

I sæson 2 har han en fænomenal scene i afsnit 3, hvor han overbeglor en ung rapper, og han forklarer det med “Jeg glor ikke, jeg kigger”, ellers kan jeg ikke huske mere med ham i de første 5 afsnit.

Hans humor kommer kun ud i de scener, han deler med den nye kantinedame Lene, spillet af Lene Marie Christensen. Af en eller anden mærkelig grund forsvinder Elin i første afsnit gravid med en spansk kæreste, og så bytter de hendes romance ud med Lene. Det fungerer ikke helt ligeså godt, det er ikke sjovt, og Lene er en karikeret kogekone med tatoveringer, der er ligeså sur som Bo. Derfor er Bo og Lene altid enige om alt, og det ender med at blive trættende og endimensionelt.

Sæson 2’s højdepunkter er klart afsnit 5, uden at afsløre for meget så handler det om et det mest sørgelige bryllup, man overhovedet kan forestille sig. Man går dybt ind i bruden psyke, og afsnittet slutter med den mest sørgelige bryllupsnat, jeg overhovedet kan forestille mig.

Også i afsnit 3 er der en vildt sjov scene, hvor Jeppe går ind i et kys, der ender med en lussing på sit betændte øre. Også i afsnit 5 falder hans kys til jorden i en meget sjov scene.

Men jeg ender alligevel med at sidde tilbage med flere spørgsmål til sæsonen, end jeg burde. Hvorfor er Regitze sammen med Simon, når hun sagde i sæson 1 til Jeppe, at hun ikke elskede Simon? Hvorfor er Elin og Bo ikke sammen? Det virker som beslutninger, der er taget for at skabe billig drama, man kan brygge på, som aldrig fordamper.

En ny karakter, som fungerer rigtig godt, er Regitzes mor – Jeppes tidligere svigermor. Hun er en sur og sortsindet dame, der er umulig at gøre glad. Hun passer godt ind i seriens tematik om kønsroller og wokeisme. Hun er en kvindelig Bo, bare uden nogen form for drive i livet. Hun bliver fantastisk sat på plads af Jeppe, og hun er irriterende fascineret af Simon Elliot.

Apropos Simon, så fejler Simon ikke en skid i denne sæson heller. Caspar Philipson spiller ham sublimt, og jeg elsker, hvor meget jeg hader ham.

På trods af sæsonens manglende eksistensberettigelse og det minimale den har på hjertet, så er den stadig enormt underholdende at se. Den ender i skyggen af sæson 1, men karaktererne er stadig ligeså godt spillet, og serien er virkelig flot. Jeg savner bare at være mere sammen med orkestret på arbejdet end hjemme hos dem.

Sæson 2 har i alt 10 afsnit og kan streames på DRTV fra d.12 april.