Søvndyssende natdyr

Et billede siger mere end tusind ord. Det beviste “The Revenant” for næsten et år siden. Leonardo DiCaprio kravlede og gryntede sig næsten uden at sige et ord til en Oscar. Instruktør Felipe Guerrero, har også valgt at tage vendingen til sig, men tager den alt for bogstaveligt. En film, hvor man totalt undlader dialog, og lader billederne tale for sig selv, lyder måske som et koncept, der kan få filmnørder til at hæve armene mod himlen i begejstring. Men nej – jeg savner ord.

Tanken er ellers god nok. I 58 år har der hersket uafbrudt krig i dele af Colombia. Felipe Guerrero vil med “Oscuro animal” vise meningsløsheden i den uendelige konflikt. Det gør han ved at fortælle en historie om tre kvinder og deres flugt fra konflikten. Ord rækker ikke. Så der er ingen dialog, da der efter så mange års krig ikke længere er nogen forklaring tilbage på grusomhederne.

Guerrero vil også vise de tre kvinders skæbne så usentimentalt som muligt. Det må siges at være lykkedes. En af kvinderne er blevet gjort gravid efter en voldtægt af sin sadistiske militærkæreste, men fostret er dødt. Uhyggeligt. Fordi hun ikke ofrer en eneste tåre over det. Med ansigtsudtryk, som alle pokerspillere burde observere nøje, stirrer vores tre hovedkarakterer ud i intetheden. Her er ingen klynk over den meningsløse grusomhed.

Til gengæld vækkes der heller ikke andre følelser. Når nu den ikke må være sentimental, så må det skulle være forfærdeligt og grusomt. Men det bliver det aldrig. Sjældent har en film føltes så følelsesmæssigt ambivalent. Undtagelsen er én stærk scene, hvor den ene af vores hovedkvinder udsættes for et angreb i en bus, hvor hun gemmer sig bag sæderne og knuger et fremmed barn ind til sig, mens frygten lyser ud af hende som katteøjne i natten. Nu sker der noget. Og så sker der ikke mere. Overhovedet.

Når nu hverken dialog eller en følelsesmæssig indlevelse er til stede, så må billederne jo være primus motor. Det er de da også i begyndelsen. En jungle tager sig altid godt ud på film, og det er også tilfældet her. Den ene lange indstilling efter den anden. Det er smukt i starten også grundet junglelydbilledet, men til sidst slipper tålmodigheden op. Den anden af hovedkvinderne sniger sig langs en husmur midt ude i junglen på jagt efter noget at spise. Billederne er stadig flotte. Jeg savner ord.