Paris må vente
Udgivet 20. sep 2017 | Af: Andreas Strini | Set i biografen
Anne skal til Paris. Hun bliver kørt af Jacques. Undervejs lærer hun noget om sig selv og sit liv. Det er, hvad “Paris må vente” handler om. Men det er ikke kun Paris, der må vente. Det må historien om Anne og hendes liv også. For det her er mere en turguide end noget andet.
Først køber Jacques pølser, brød og jordbær. Så kører de lidt mere. Så holder de ind på en lille, hyggelig kro. Så bestiller Jacques fisk, lækker vin og al den chokolade, som Annes hjerte kan begære. Så sover de. Så kører de. Og så spiser de frokost. Igen. Lækker fransk mad med endnu mere lækker fransk vin. Jeg vidste ikke, at jeg så et afsnit af “Jamie Oliver’s Food Escapes”. Der er så meget mad. Lækker mad. Jeg bliver helt sulten af den her film. Paris må vente, for der skal lige spises.
Det er smukt. Både landskab, museer og ruiner. Maden ser forbandet lækker ud. Men det skygger simpelthen for meget for den egentlig ret interessante historie om Anne, hendes mand og specielt Jacques. Han vækkede min interesse. Hvad er det egentlig, han er ud på? Er han bare venlig? Eller prøver han at lægge an på sin vens kone? Og hvordan ender Annes skrantende forhold til husbonden? Det er såmænd ret spændende. Men hey! Lad os lige spise frokost først i den smukke natur!
Jeg endte med at tage hjem og laver ratatouille efter “Paris kan vente”. Så sulten og kulinarisk inspireret blev jeg. Til gengæld fangede jeg aldrig rigtig, hvad der ventede på Anne i Paris. Hvis Politikens “Turen går til” nogensinde skulle filmatiseres, så kan man hente meget inspiration i Annes rejse med Jacques. Velbekomme.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet