Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde
Udgivet 23. nov 2016 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set i biografen
Jeg deler ikke Peddersen og Findus’ oplevelse af, at det i år bliver den bedste jul nogensinde. For jeg har nemlig set “Peddersen og Findus: Den bedste jul nogensinde”, der er et julet skridt ned fra den første tyske live-actionficering fra 2014 af den svensk franchise. Dengang fik vi forhistorien, hvordan fik Peddersen sin Findus? Nu er der kun kedelige juleritualer tilbage.
Sådan går “Den bedste jul nogensinde” frem julesjov på julesjov mod en pointe om, at man/Peddersen skal turde tage mod hjælp fra andre. En snemand bygges, inden Findus bryder ud i sang: ’Jeg elsker sne'. Derefter skal sneen ryddes med et piskeris, der danner små bakker til sjov på ski, inden turen går mod skoven efter det højeste juletræ, så det kan blive den bedste jul nogensinde, som Findus igen og igen manisk siger som en anden teletubbie. Den bedste jul nogensinde, den bedste jul nogensinde, hi-hi, ha-ha, Peddersen og Findus, jul, sjov, sne.
Den tangent tør “Den bedste jul nogensinde” dog ikke at spille. I stedet bliver Findus mere og mere irriterende og urimelig. Nu bliver det ikke den bedste jul nogensinde, sukker han. Nej, men hvad skal Peddersen gøre? Har skideondt i foden. Så må du undvære din chokoladebudding i år. Du overlever nok, din klynkende kat.
Det er altid svært for en sequel at komme efter en næsten okay oprindelseshistorie. Hvad skal det nu handle om? Jeg grinede ikke, da Gustavsson isfiske-fangede en støvle. Heller ikke en harmonika. Eller da hunden havde spist hans madpakke. Det er så langt, som fantasien rækker hos “Peddersen og Findus”, der bestemt ikke er blandt de bedste nogensinde.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet