Peter Pedal på nye eventyr
Udgivet 10. jul 2009 | Af: Benway | Set i biografen
Jeg er vist blot en af mange, som har særlig varme følelser for den ukuelige abe Peter Pedal, hvis bøger gjorde så stort indtryk i de unge år. Her var for alvor en figur, man ikke alene kunne identificere sig med, men som også kunne gøre alle de gale streger, man ikke selv måtte.
Denne gang omhandler balladen en tryllekunstner, hvis glansnummer består af at få en blå elefant til at forsvinde. Elefanten forsvinder dog for alvor, da Peter kaster sin kærlighed på den, og de to tager til Californien for at møde elefantens forældre sammen med manden med den gule hat. Tryllekunstneren tror dog fejlagtigt, at elefanten er blevet kidnappet, og snart er også en temmelig fjollet detektiv i hælene på de tre flygtninge.
Selve fortællingen er mere eller mindre noget rod med et utal af sidehistorier, som aldrig bliver ordentlig forløst. Først er elefanten ulykkelig hos tryllekunstneren – så er han det tilsyneladende alligevel ikke. Så er de på vej til familien – men så forsvinder den historie også ud i horisonten. I stedet bruges der meget tid på, hvorvidt manden med den gule hat får sin lovede forfremmelse, men det er næppe en beretning, som det yngre publikum vil være særlig interesseret i.
Når man så alligevel ikke for alvor har noget imod filmen, skyldes det ikke mindst dens grundlæggende godmodige og uskadelige natur samt det forhold, at den henvender sig til en gruppe, som biografpremiererne ellers så ofte forsømmer. For dem vil filmen sandsynligvis være en succes, men som voksen ledsager er det svært at blive for alvor begejstret for en film, der i så høj grad nærmest bønfalder om at bliver elsket, og som distraherer med en håndfuld særdeles irriterende sange, der lyder som om, de ville passe lige ind i et dansktopprogram. Det er dog alligevel svært ikke at blive blot en smule charmeret af den nuttede abe, der som altid er et uimodståeligt bekendtskab. Det gælder endda selv, når han er pakket ind i denne omgang klistret kandis.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet