Pinocchio (2014)
Udgivet 18. feb 2014 | Af: MMB | Set i biografen
Det ville være let at brokke sig over endnu en “Pinocchio”-filmatisering. For hvorfor lave en ny film om den lyveudfordrede trædreng, når Disneys klassiker med over 70 år på bagen stadig holder den dag i dag? Hvis det ikke havde været for en lille bitte detalje, så havde jeg sikkert også været af den opfattelse. Men nu er den talende træfigur bare ikke Disneys opfindelse. Nej, historien om Pinocchio har derimod sine rødder i en italiensk børnebog fra slutningen af 1800-tallet. Så hvorfor skulle de italienske animatorer ikke have lov til at gå i krig med den elskede fortælling om drengen med den lange løgnernæse?
Pinocchio er til gengæld blevet mindre sympatisk end nogensinde før. Han fræser rundt i byen, løber på væggene og er generelt ligeglad med alt og alle. Som en mindre naturkatastrofe nedtromler han alt på sin vej. Ballademagere kan selvfølgelig også sagtens være sympatiske, men den charme som Emil fra Lønneberg og Toto fra “Mine aftener i paradis” besidder, ser man intet af hos Pinocchio. Og så bliver det heller ikke ligefrem bedre af, at Pinocchio absolut skal råbe alle sine replikker, som var det hans halvdøve morfar, han snakkede med.
Det er ellers ikke, fordi filmen er helt uden kvaliteter. For “Pinocchio” er helt grundlæggende en fantastisk, fantasifuld fortælling. Tag bare besøget til Slaraffenland, der ved første øjekast ligner en forlystelsespark, men i realiteten viser sig at være et sted, hvor børn forvandles til æsler. En sådan sekvens er helt umulig at ødelægge. Men det er nu trods alt heller ikke, fordi alle filmens valg er lige dårlige. Især filmens musikindslag fungerer upåklageligt, hvor specielt skurkesangen, fremført af den onde kat og den snu ræv, formår at sætte den gode tone.
“Pinocchio” anno 2014 er et modigt eksperiment. For i stedet for at kopiere Disneys opskrift så har de italienske filmskabere valgt at gå deres egne veje. Fårekyllingen, der hos Disney går under navnet Jesper, har nu kun en meget lille rolle, ildslugeren Stromboli er ikke længere en superskurk, og vigtigst af alt: Pinocchio er ikke nær så sympatisk, som han var i Disneys tegnefilm. Det virker dog, som om de italienske filmskabere har undladt at overveje konsekvenserne af de valg. For det kan måske godt være, at denne filmatisering ligger tættere på det originale forlæg, men hvad hjælper det, når hovedpersonen er usympatisk, og bipersonerne grænser til det kedelige. Derfor er det svært for mig at tale om “Pinocchio” anno 2014 i alt for positive vendinger. Hvis jeg gør, risikerer jeg bare at ende med en lang næse.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet