Mennesket som alien

Den spanske animationsfilm “Planet 51” vender frygten for UFO’er og marsmænd på hovedet, for her er mennesket en alien. Men trods denne finurlige idé skabt af manden bag “Shrek”-filmene, manuskriptforfatteren Joe Stillman, er “Planet 51” en animationsfilm under middel.

På planet nummer 51 lever de grønlige beboere en idyllisk og fredsommelig tilværelse. Men da en astronaut fra Jorden pludselig lander midt i en grillfest, ødelægges idyllen, og planetens beboere gribes af angst for, at dette menneske vil forvandle dem alle til hjernedøde zombier. Ledet af en paranoid general og en gal videnskabsmand jagter planetens beboere den nyankomne astronaut, der imidlertid får hjælp fra den unge science-fiction-nørd Lim og hans venner.

Lad det være sagt med det samme – “Planet 51” er langt fra de højder for animationsfilm, som Pixar har sat de sidste 10-15 år med film som “Toy Story”, “Wall•E” og senest “Op”. Animationen i “Planet 51” er pæn, men byder aldrig på det spektakulære. Derfor har man også fornemmelsen af at overvære noget, man har set en del gange før. F.eks. er Planet 51’s beboere skåret efter den fortærskede forestilling om marsmænd – grønne væsner med spidse ører og antenner i panden. Det nærmer sig endda groft plagiat, når en af filmens bifigurer er en lille, hvid robot ved navn Rover – en noget uopfindsom blanding af Wall•E og R2-D2. Heller ikke miljøet, hvor handlingen udspiller sig, byder på megen originalitet. Af lidt uforståelige årsager ligner det hele USA i 1950’erne. Det eneste, der henviser til, at det rent faktisk foregår på en fremmed planet, er, at bilerne i bedste familien Jetson stil svæver lavt over jorden. Det hele virker i det hele taget noget uambitiøst og fantasiløst, og det kan undre, at animatorerne ikke har udnyttet muligheden for at skabe en mere fantastisk verden, nu det rent faktisk foregår på en anden planet.

Historien er omend mere fantasiløs end animationen. Grundideen om at bytte om på rollerne, så mennesket bliver den invaderende alien er ganske fin, men det synes blot at være en undskyldning for en mildt sagt svag og forudsigelig fortælling, hvor astronauten Chuck tonser rundt for at gemme sig for planetens onde general.

Det er tydeligt, at “Planet 51” er tænkt som en familiefilm, hvor både børn og deres forældre skal underholdes. At stille alle aldersgrupper tilfreds er ingen let sag, men det er dog gjort til perfektion i de førnævnte Pixar-film. “Planet 51” leverer en del klovnerier og slapstick, som nok er tiltænkt de mindste. Til de ældre har man så indlagt en række sci-fi-referencer som f.eks. en hund, der ligner det sorte, glinsende uhyre fra “Alien”-filmene. Det er til tider ganske fornøjeligt at bemærke de mange filmreferencer – dog bliver det en kende for karsk, da en af børnefigurerne opfordrer til at sætte en prop op i røven for at undgå rektaleksamination fra mennesket. En noget malplaceret joke i en familiefilm.