For to år siden skrev jeg en 1-stjernet anmeldelse af ‘‘1864 – Brødre i krig“. Og det fik økonomiske konsekvenser for Filmz.dk.

Selskabet bag DVD-udgaven af “1864”-serien annullerede straks en banner-kampagne her på Filmz. Det kostede dyrt at skrive min ærlige mening.

Den slags er hverdag for de fleste medier, der presses af dem med magt. Derfra har man som journalist og anmelder et afgørende valg: Lade sig presse eller holde fast – uanset hvad det koster. Det er dét valg, som “The Post” handler om.

Det får Steven Spielberg nemlig Tom Hanks til at sige direkte i begyndelsen af “The Post”.

Hanks er vanen tro med-castet som den gode, gode, gode chefredaktør for The Washington Post, der kæmper den gode, gode, gode sag imod den onde, onde, onde regering, som forsøgte at skjule de såkaldte Pentagon Papers om de håbløse udsigter ved Vietnam-krigen. Avisen får fat i dokumenterne, men trues med fængsel og fyringer, hvis de trykker sandheden.

“The Post” handler om dét valg. Og hvis du ikke fattede det med det samme, så får Spielberg altså Tom Hanks til at sige: ’Vi må træffe et valg, det er min pointe.' Jeg forstår pointen.

Jeg forstår desværre pointen lidt for godt. Journalister er gode, politikere er onde. Helte og skurke. Steven Spielberg staver pointen så tydeligt, som man gjorde det i 1990’erne, hvor man bedst lokkede Oscar-akademiet med Meryl Streep og Tom Hanks i hovedrollerne i en ‘vigtig film’.

Det var “Spotlight” fra 2016 også. En ‘vigtig’ film om journalister på vigtigt arbejde for sandheden.

Men det var også en god film, hvor sandheden ikke kom frem med en pep talk fra Tom Hanks. Det var grundigt og underspillet – her er samme slags film serveret overfladisk og overspillet.

Spielberg har nemlig primært en pointe, han vil ud med – i stedet for en god film. Derfor kommunikerer “The Post” kun i store, tabloide overskrifter, hvor også Meryl Streep siger, at hun har en stor beslutning at træffe.

Hun er ny ejer af avisen. Og så er hun kvinde i en verden af mænd, der vil penge og hemmeligheder. Hun må sikre forandringen, hvilket jeg havde det lidt svært med. Ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun er ejer. I “Spotlight” var det redaktør og journalister, der tegnede avisen – i “The Post” er det ejeren, hvilket er lidt af et journalistisk skråplan.

Det er også et skråplan, at Steven Spielberg nægter at ændre sig. Tom Hanks skulle træffe en stor beslutning i “Saving Private Ryan” i 1998. Det har han gjort igen i “Spionernes bro” og nu i “The Post” 20 år senere.

Landgangen var epokegørende ny tilbage i 1998 – i dag turnerer Spielberg med de samme slidte tricks, imens avisen til slut trykkes storladent højtideligt til blæsernes heltekvad – Tom Hanks har gjort det igen. Og garanteret snart igen. Jeg savner forandring, Steven!

Måske inkarnerer Steven Spielberg selve de journalistiske idealer i “The Post”. Det handler om at stå fast. Om at stå ved idealerne i sandhedens tjeneste – uanset presset fra magten.

Lovprisningen af de idealer er det bedste, jeg kan sige om “The Post”, der giver mod til at fortsætte med at skrive 1-stjernede anmeldelser, selv når det koster. Det er pointen.