Premium Rush
Udgivet 31. mar 2013 | Af: Tarantrier | Set på Blu-Ray
København er verdensberømt for sin cykelkultur, men det samme ville være synd at sige om New York. Imidlertid er der i omegnen af 1500 cykel-budbringere, der til dagligt manøvrerer hurtigt igennem storbyens tætte trafik, og som kan levere breve og pakker hurtigere end de mere traditionelle posttjenester. I “Premium Rush” spiller en perfekt castet Joseph Gordon-Levitt den hurtigste budbringer af dem alle, Wilee, som pludselig bliver jagtet af en noget sur Michael Shannon i et væsentligt mindre miljørigtigt transportmiddel. Det er der kommet en både hyggelig og underholdende film ud af.
Der er ikke det store, sammenhængende plot i filmen, og selvom Wilee er i en kamp mod tiden, føler man ikke for alvor, at der er noget på spil. Det skyldes dels, at filmen aldrig truer med at levere store overraskelser, og dels (og måske først og fremmest), at der ikke er nogen for alvor onde karakterer med. Michael Shannon er (som altid) fremragende i rollen som the bad guy, men han er slet ikke skrevet usympatisk nok til at fremprovokere reel vrede og foragt, ligesom den noget påklistrede kærlighedshistorie mellem Wilee og en af kollegaerne ikke tages seriøst nok til, at man lever sig ind i den.
At der er flere usammenhængende elementer, og at de fleste af Levitt og Shannons kollegaer ikke just imponerer foran kameraet, trækker naturligvis ned i helhedsindtrykket. Ligeledes går der lidt for meget patos i en vigtig bikarakters motivationer, men det skyldes igen, at filmen insisterer på at indgyde sine karakterer med noble hensigter og så lidt udspekulerethed som muligt. “Premium Rush” føles som og er en glad film, som måske nok ikke er særlig ambitiøs, men som konstituerer god og vellavet underholdning, der til tider er virkelig spændende og for det meste rigtig godt fortalt.
“Premium Rush” ser på alle måde fremragende ud på Blu-ray. Samtlige farver er smukke og naturtro, og sammen med det krystalklare billede kommer New York til at se enormt levende ud. Detaljerigdommen er tårnhøj, og de få mørke scener håndteres uden de mindste problemer. Der forekommer ingen forstyrrende elementer overhovedet, og man får alt i alt indtrykket af et fejlfrit transfer!
Udgivelsens 5.1 DTS-HD MA-lydspor er mindst lige så godt som transferet. Enhver lydmæssig nuance gengives helt tydeligt, så alle replikker går helt klart igennem, også selvom mange af dem leveres, mens skuespillerne tonser af sted på deres cykler, og bybilledet larmer i baggrunden. Men mest imponerende er netop, hvor godt al støjen fra New York formidles. Der er hele tiden gang i baghøjtalerne, som skaber en konstant følelse af at være placeret midt i begivenhederne, idet bilerne susene omkring ens ører, folk snakker i baggrunden, vejarbejde gennemføres osv. Et perfekt lydspor!
Udgivelsen indeholder to små featuretter, som mest af alt består af klip af filmmagerne, der taler enormt engageret om cykler. Det er en forbavsende stor fornøjelse at høre på, og selvom spillelængden begrænser sig til samlet set godt 20 minutter, så kommer dokumentarerne fint rundt om alle de cykelbaserede overvejelser og erfaringer, filmholdet har gjort sig. Der er altså ikke overvældende meget ekstramateriale, men det, der er her, er ganske udmærket.
“Premium Rush” er noget så sjældent som en amerikansk spændingsfilm, der foregår på cykler. Heldigvis hænger den sig ikke i en tung og kedelig genreskabelon, og den prioriterer i stedet tempoet, flowet og den gode stemning. Gordon-Levitt er vitterligt perfekt castet til rollen som New Yorks hurtigste cykelbud, og Michael Shannon er også et stort lyspunkt. Her har man muligheden for at snuse lidt til Shannons evner som skurk inden sommerens længe ventede “Man of Steel”. Derudover er denne Blu-ray-udgivelse bragende flot på både billed- og lydfronten, så jeg vil bestemt ikke holde mig for fin til at give udgivelsen en varm anbefaling.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet