Prince Avalanche
Udgivet 12. dec 2013 | Af: jannie dahl astrup | Set i biografen
Den amerikanske instruktør David Gordon Green er med “Prince Avalanche”, sin ottende spillefilm siden debuten “George Washington” i 2000, vendt tilbage til sit udgangspunkt: Den lille indiefilm. Sådan da. Årene imellem har nemlig også budt på et par rene, brede komedier i mere end én forstand. Som den skæve “Pineapple Express” fra 2008 og senest “The Sitter”. Komedier med drenge-mænd på løs slapstick-line. Den præmis har Green ikke helt kunnet slippe grebet om i buddy-komedie-dramaet “Prince Avalanche”, der i øvrigt er en genindspilning af den islandske film “Either Way” af Hafsteinn Gunnar Sigurðsson fra 2011. Den har de færreste nok set. Jeg har i hvert fald ikke.
Lance er Alvins kærestes bror, og har derfor fået lov til at tage af sted sammen med Alvin. Også selvom han tilsyneladende ikke har helt så mange brikker at rykke rundt med. Tyk bag ørerne ser han kun frem til weekenden, hvor han kan drage ind til byen og få klemt den lille fyr. Al den Texas-natur gør ham nemlig noget så liderlig. Dagene slæber sig dovent af sted for de to mundhuggende kolleger. Indtil et brev fra Alvins kæreste vender op og ned på alt for den regelrette mand, og en skuffende bytur får Lance til at revidere sit liv.
David Wingos originale score til “Prince Avalanche” er noget af det bedste ved filmen. Nøje afvejet og fint balancerende på kanten mellem det finurlige og melankolske. Når de toner så tilsættes Tim Orrs farvemættede billeder af både natur og de to mindst lige så farverige karakterer, skaber mødet mellem lyd og billeder dygtigt mere end hver for sig. Mere end Greens fortælling er det Wingo og Orrs fortjeneste, at jeg trods alt bevarede en nysgerrighed til sidste billede.
Ved at lade historien om Alvin og Lance foregå i 1988 får David Gordon Green meget komisk guld foræret. De to ellers så pæne og veltrimmede herrer, Rudd og Hirsch, kan nydes i kansasblå smækbukser og alt for små shorts, med høj strømpeføring, overskæg, store briller, Duran Duran-frisure og ikke mindst blegfede maver. Men ud over at tegne et meget præcist modebillede anno 1988 – og derigennem indkassere et par gode grin – ved jeg ikke, hvad man ellers skal bruge det til.
“Prince Avalanche” har skæv charme, dårligt hår og et billedunivers, der er værd at fordybe sig i. Historien, derimod, humper og halter sig af sted i zigzag på landevejen mellem de gule midterstriber.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet