Prince of Persia: The Sands of Time
Udgivet 19. maj 2010 | Af: Benway | Set i biografen
Ah, det mystiske gamle østen med dets mange hemmelige skatte, flyvende tæpper, smukke prinsesser og magiske lamper. Det er om noget et sted, der vækker stærke associationer til “Tusind og en nats eventyr” med Sinbad, Aladdin samt de der berygtede fyrretyve røvere.
Denne gang er det så Jake Gyllenhaal, der har hovedrollen. Han spiller den unge Dastan, der som forældreløs adopteres ind i Persiens kongelige familie. Mange år senere er han blevet en voksen og bemærkelsesværdigt atletisk ung mand, og han deltager sammen med sine brødre i et angreb på en hellig by. Den har de fået at vide huser hemmelige våben, men oplysningerne viser (med en slet skjult henvisning til Irakkrigen) blot at være et falsk påskud for kampen, og snart lurer forræderi i kongefamilien. Dastan må sammen med den smukke prinsesse Tamina forhindre, at en magisk kniv med store kræfter falder i de forkerte hænder.
Filmen er baseret på den succesfulde spilserie, og den introducerer da også et meget computerspilsagtig element i form af en magiske kniv, hvormed Dastan kan rejse tilbage i tiden, når tingene udvikler sig ufordelagtigt – ikke ulige, når man genindlæser sin sidste position efter at være blevet dræbt i et spil. I filmen bliver det dog hurtig et noget trættende element, eftersom vi derfor ved, at et uheldigt dødsfald sjældent er uopretteligt, og som konsekvens er man oftest ret upåvirket over vore heltes prøvelser. Det bliver jo alligevel fixet om lidt.
Ligeledes lader spillets platformsophav sig dårligt skjule, og vore unge helt springer fra tag til tag som en gazelle i løbetid. Energiniveauet er højt, og gennem det meste af filmen er man da også – om ikke voldsomt berørt – så alligevel ganske godt revet med af løjerne. En del af årsagen til det skyldes utvivlsomt den uskyldige gammeldags udformning, der skylder en del til Douglas Fairbanks og Errol Flynns akrobatiske eventyr.
Som handlingen skrider frem, taber løjerne dog en del charme til fordel for overdreven brug af falsk udseende CGI-effekter, og man bemærker fraværet af en ordentlig skurk, der kan yde Dastan lidt reel modstand. Som en actionblockbuster er “Prince of Persia: The Sands of Time” alligevel hæderlig underholdning, men man sidder ikke desto mindre tilbage med en følelse af et potentiale, som filmen aldrig rigtig får udnyttet. Der er stadig læssevis af magi tilbage i det mystiske østen, men denne film lader desværre det meste af det løbe ud i sandet.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet