Princess Bride, The
Udgivet 16. apr 2014 | Af: The Insider | Set på Blu-Ray






Hvad i alverden blev der af Rob Reiner? Jo, jeg er godt klar over, at den 67-årige filmmager stadig lever i bedste velgående, men hvor Reiner engang var et af Hollywoods hotteste navne, er han i dag så langt ude i kulden, at hans blodårer sikkert er tilisede. Reiner var ansvarlig for flere af 1980’ernes største perler: “This Is Spinal Tap” (måske filmhistoriens bedste mockumentary), “Sammenhold” (måske filmhistoriens bedste drama om båndet mellem børn) og “Da Harry Mødte Sally” (måske filmhistoriens bedste romantiske komedie), men mandens CV før og efter midt-90’erne er som nat og dag.

Som den danske titel antyder, bugner “The Princess Bride” af riddere og regenter, men historien starter pudsigt nok på et børneværelse i nutidens USA. En lille knægt (Fred Savage fra “Mine glade 60’ere”) ligger under dynen med høj feber, mens hans aldrende bedstefar (selveste Columbo, den kronisk karismatiske Peter Falk) læser et eventyr højt. Så springer vi fra det bitte børneværelse til fablens overdådige omgivelser, hvor vi møder to af eventyrgenrens klassiske arketyper: En standhaftig staldknægt, Westley, og en henrivende ungmø, Buttercup, der flirter lidt, indtil de en skønne dag står foran solnedgangen og skal lige til at kysse, da den højtlæsende morfar pludseligt afbrydes af sit frustrerede barnebarn: ”Vent… er det her en kyssebog? Hvornår bliver den god?!”

Skærende kontraster er ofte grobund for gode grin (det er ikke uden grund, at Gøg er rolig og ranglet, mens Gokke er tyk og frembrusende), og sådan er det også i “The Princess Bride”, hvor særligt kontrasten mellem eventyrgenrens medfødte “opstyltethed” og karakterernes underfundighed scorer mange latterbrøl: Kameraet kører langsomt ind på en velklædt pastor, der tilmed introduceres som Den Imponerende Præst, før hans gebrokne engelsk prompte gør en royal bryllupsceremoni til en farce; en hæslig håndlanger taler med en dyb, dundrende røst, indtil han rømmer halsen og derefter lyder som en skvattet londoner; to sværdfægtere hyggechatter før en duel til døden; den kære Westley afviser kategorisk, at skoven bebos af kødædende kæmperotter, før én af dem fluks springer på ham. Herligt!

Resten af castet brillerer også. Mandy Patinkin, som i øjeblikket imponerer som CIA-koryfæ i tv-serien “Homeland”, er uforlignelig som den elskværdige lejesvend Inigo Montoya, der jager sin fars koldblodige morder – hvilket han gentagende gange slår fast i en af filmhistoriens bedste minimonologer. Sværdkampen mellem Montoya og Westley (fjender, før de bliver bedste venner) er i øvrigt helt på højde med Errol Flynns fedeste fægtekampe. Filmens skæppeskønne sammensurium af forskellige genrer (eventyr, romance, gys, komik, drama, action) og temperamenter (lunefuld, romantisk, sød, sorgmodig) gør hvert eneste gensyn unikt, fordi man altid bemærker noget nyt. Musikken af Mark Knopfler (det eneste, der rimer på kartofler) er ikke just ældet med ynde, men alt andet i “The Princess Bride” synes tidløst. Hvor er du, Reiner? Du er savnet!

Præsenteret i 1080p/AVC 1.78:1. “The Princess Bride” har snart 30 år på bagen, men på Blu-ray ser den lige så godt ud som de fleste nyudgivne Hollywood-storfilm. Jeg var især imponeret over billedets slående skarphed og enorme detaljerigdom. I nærbillederne er alle de små hår, ar og svedperler på skuespillernes ansigter fuldkommen tydelige. Her er praktisk talt ingen støj eller snavs, men billedsidens renlighed er gudskelov ikke blevet sikret på bekostning af DNR-skavanker, og jeg spottede ingen banding eller edge-enhancement. Kontrasten er også solid. Der optræder dog nogle mindre, men mærkbare skift i farvetemperaturen, som man sandsynligvis ikke kunne rette med datidens simple grading-udstyr (og som man altså heller ikke har rettet sidenhen), men som regel er farvegengivelsen upåklagelig.
Jeg havde bestemt ikke forventet, at en halvgammel eventyrfilm som “The Princess Bride” (hvis lydside blev produceret, adskillige år før surround-bølgen tog fart) ville lyde særlig fantastisk i HD, men diskens DTS-HD Master Audio 5.1-lydspor er glimrende. Hver eneste lydeffekt og replik kommer igennem med en forbløffende klarhed. Panoreringerne langs fronthøjtalerne fungerer godt, og selvom baghøjtalerne til tider er en smule tavse, så får de altså ofte lov til at give musikken mere fylde og/eller til at diske op med subtile atmosfærelyde, der kun gør det lettere at leve sig ind i filmens unikke univers. Jeg kan ikke forestille mig, at “The Princess Bride” nogensinde kommer til at lyde bedre i hjemmebiografen, end den gør her og nu på Blu-ray.

Instruktøren Rob Reiner har indtalt et kommentarspor til filmen, og det samme har manuskriptforfatteren William Goldman, der også skrev romanen, som filmen er baseret på. Begge kommentarspor er udmærkede og rummer flere interessante anekdoter, men jeg tror, det havde været bedre, hvis mændene havde indtalt ét spor i fællesskab, for de gentager flere af de samme historier, og ofte bliver de så grebet af filmen, at de holder mund i længere tid. Goldman spilder også lige lovlig meget tid på at fremhæve sine (mange) yndlingsreplikker fra sit eget manus.
Derudover er her en stribe dokumentarer. “A Conversation with Rob Reiner, Cary Elwes and Robin Wright” (15 min.) og “Enterting the Zeitgeist” (15 min.) er splinternye og præsenteres i HD, mens resten af videomaterialet er blevet opskaleret fra SD. I den førstnævnte featurette sidder Reiner og skuespillerne Elwes og Wright og udveksler minder om filmens tilblivelse. Kedeligt, verbalt rygklapperi forekommer undervejs, men det er dæleme svært ikke at more sig i selskab med det charmerende trekløver. I “Entering the Zeigeist” diskuteres filmens eftermæle af flere af dens ophavsmænd, skuespillere og fans.







“The Princess Bride” serverer en pragtfuld, postmoderne pærevælling af talløse genrer, der skiftevis (og indimellem samtidigt) masserer nerverne, lattermusklerne og tårekanalerne. Rob Reiners eventyrlige, komiske kultfilm ser formentlig lige så godt ud på Blu-ray, som den gjorde i biffen på premieredagen tilbage i 1987, og skivens lydspor er også fremragende. Derudover huser udgivelsen en masse seværdigt ekstramateriale, så uanset om man aldrig har set “The Princess Bride” eller er en hardcore fan, der allerede ejer filmen på dvd, så bør man prompte smide denne Blu-ray i indkøbskurven.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet