Project Power
Udgivet 14. aug 2020 | Af: Morten Vejlgaard Just | Set på Netflix
Der er mindst én god ting ved den nye turbo-funktion på Netflix: Du kan se “Project Power” på bare 74 minutter. Eller også bare helt lade være.
For de fulde 111 minutter af den nyeste Original-satsning fra verdens aktuelt mest produktive filmselskab giver godt nok mange gode grunde til at spole hurtigt frem.
“Project Power” er ligesom årets andre store Netflix-sats sat sammen, så der appelleres til den bredest mulige målgruppe, som det har været tilfældet med både “6 Underground” og “The Old Guard”.
Altid driftssikre Jamie Foxx er til de voksne mænd, mens kvinderne nok hellere vil se på Joseph Gordon-Levitt. Så kan de unge identificere sig med 29-årige Dominique Fishback, der her spiller en halv så gammel skoleelev.
Hun er kommet ud i noget snavs. Sælger stoffer på gaden. Det er “The Wire” – bortset fra at det er det ikke.
“Project Power” er i stedet det nyeste skud super, hvor gadens piller giver mutantevner som ild, is eller skudsikker. Her er der ikke tale om positive evner, men derimod et destruktivt fix som ren heroin.
Det var samme præmis, der gjorde Amazon-serien “The Boys” til et frisk pust super, hvor heltene var dem uden evner.
Desværre er “Project Power” nærmest selv uden evner. Netflix formår igen at skabe idéen om et stort, sammenhængende univers, som det senest skete med “The Old Guard“.
Men det store univers bliver igen underbrugt til en smal historie om en datter, der skal befries fra de onde, inden der til slut lægges op til mere, hvis algoritmerne viser, at der er abonnenter i det.
“Project Power” er endnu et bevis på, hvor dygtige Netflix er blevet til lancering og markedsføring. At skabe et hurtigt ‘high concept’.
“The Old Guard” var ‘udødelige krigere’. “Project Power” er ‘super-evner som stoffer’. Mere behøver man ikke at vide for at forstå. Det er simpelt, men også ret tomt.
For bag det stærke koncept og endnu et navnestærkt Hollywood-cast, så mangler der power til at fylde projekt-beskrivelsen ud.
“Project Power” er i stedet en genkendelig rolleliste og en flot plakat, der skal forlænge abonnementer med endnu en måned frem for at fortælle en historie.
Resultatet bliver en film, der maksimalt fortjener at blive set i opskruet 1,5x-tempo.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet